Superligaen helt uden tilskuere

- De to første spillerunder bliver desværre helt uden tilskuere, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen

Det her så vi flere gange i foråret, men når Superligaern åbner 2. februar bliver det for helt tomme tribuner. Ingen tilskuere bliver lukket ind de første to runder. Foto: Jens Dresling.
Det her så vi flere gange i foråret, men når Superligaern åbner 2. februar bliver det for helt tomme tribuner. Ingen tilskuere bliver lukket ind de første to runder. Foto: Jens Dresling.

Når Superligaens forårssæson 2. februar skydes i gang med opgøret mellem Randers og Horsens, bliver det helt uden tilskuere på lægterne.

Ordningen med 500 tilladte tilskuere er suspenderet, eftersom regeringen har lukket det danske samfund helt ned til og med 7. februar.

Det betyder samtidig, at både den første og anden spillerunde i foråret med sikkerhed bliver for helt tomme tribuner.

- Vi er ærgerlige over at starte forårssæsonen uden tilskuere. Men vi har naturligvis den største respekt for myndighedernes vurderinger. Og vi følger naturligvis de anbefalinger, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Han aner ikke, hvornår der reelt igen må lukkes tilskuere ind i Superligaen, men håbet er, at det sker meget snart efter 7. februar.

Det bliver i første omgang formentlig med 500 tilskuere, men Divisionsforeningen har presset på for at få lov at genindføre Superliga-ordningen, hvor der med en afstand på to meter mellem hver tilskuer stadig kunne lukkes en del ind: Parken havde 11.000, Brøndby 8500 og Aarhus 8000 tilskuere.

Der bliver stadig adgang til kampene for tv-stationer, pressen og de funktioner, der normalt skal være for at afvikle en kamp på højeste niveau i Danmark.

- Vi starter desværre de første to runder helt uden tilskuere, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Foto: Annika Byrde.
- Vi starter desværre de første to runder helt uden tilskuere, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Foto: Annika Byrde.

Presser på for at få forsøg i gang
Det testforsøg, som Divisionsforeningen arbejder på i fællesskab med andre fra oplevelsesindustrien, kan reelt køre uafhængigt af restriktioner, mener Claus Thomsen.

- Derfor er det virkelig vores håb nu, at vi får en hurtig dialog med myndighederne, så forsøget kan sættes i gang, så snart det er muligt. Det er jo et forsøg, som mindsker smittespredningen, siger Claus Thomsen.

Forsøget omfatter 30.000 personer, som både skal PCR-testes og kviktestes, inden de går på stadion til fodbold. Siden skal de testes igen seks dage senere.

- Det vil forsinke vores forskningsforsøg, hvis vi ikke får alt det praktiske på plads med myndighederne så hurtigt som muligt. Det handler om, at vi ikke skal tabe tid og skal vente yderligere én måned på myndigheds-godkendelser.

- På mange måder er det afgørende for hele oplevelses-industrien, at vi snart kommer i gang, pointerer Claus Thomsen.

Da der er tale om et medicinsk forskningsprojekt, skal myndighederne forhåndsgodkende det, før det må iværksættes.

Helt ny virkelighed: Kæmpe Superliga-satsning

Sådan skal FCK handle i januar