Superligaen suspenderet

Superligaen er suspenderet med øjeblikkelig virkning på grund af frygten for smittefare, oplyser Divisionsforeningen

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, udlægger her sagen. Producer/redigering: Lasse Brøndal/Signe Skov

Divisionsforeningen har i samråd med klubberne valgt at suspendere Superligaen i foreløbig to uger på baggrund af de nye initiativer, som statsminister Mette Frederiksen onsdag lancerede i kampen mod coronavirus.

Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at også 1. og 2. division suspenderes i to uger.

Det betyder, at kampen mellem AGF og Randers torsdag aften er aflyst, ligesom de to kommende runder (de to sidste i grundspillet) heller ikke afvikles som planlagt.

Ifølge Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, er det endnu uvist, hvilke konsekvenser det får for afviklingen af landets tre bedste rækker.

- Præcist hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne kigger vi på den kommende tid. Her og nu handler det i første omgang på at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen.

- Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere, lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.

Beslutningen blev truffet på et hastemøde torsdag formiddag med deltagere fra klubberne i Superligaen og 1. division. Mødet er fortsat i gang.

Seneste spillerunde i Superligaen og 1. division foregik uden tilskuere, men nu bliver der altså helt lukket ned for fodbolden herhjemme.

LIVE

Se også: Bendtner afslører: Havde ny klub klar

Se også: Skuffet Klopp slagter modstander efter exit

121 kommentarer
Vis kommentarer