Superligaens 100 største: Han er bedst nogensinde

Superligaens 100 største: Ebbe Sand bombede Brøndby til succes og sig selv til udlandet. Og den arbejdsomme angriber med det fortrinlige hovedspil er stolt over, at Ekstra Bladet har kåret ham til alletiders største spiller i Superligaen

Ebbe Sand topper store navne som N'Doye, Zuma, Vilfort og Grønkjær og kåres som Superligaens største spiller. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Ebbe Sand topper store navne som N'Doye, Zuma, Vilfort og Grønkjær og kåres som Superligaens største spiller. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Ekstra Bladet kårer de 100 største spillere i Superligaen. I dag kommer vi til den største af dem alle. Du kan se hele top 100-listen i bunden af artiklen.

Ebbe Sand var Superligaens supermand.

Nordjyden havde sidste i 90’erne nærmest overmenneskelige målscoringsevner og fik den daværende Faxe Tribune på Brøndby Stadion til at gynge af begejstring.

Den har set mange store målscorere hugge og heade bolde i kassen i den gule trøje, men Sand var den største af dem alle.

Det er han også på Ekstra Bladets Top 100 over Superligaens største spillere.

Den nu 44-årige tidligere landsholdsangriber med den enorme springkraft hopper over ellers kæmpe navne som N’Doye, Zuma, Vilfort og Grønkjær og tager guldet.

- Jamen, det er da fantastisk, og det er noget, jeg er utrolig stolt over. Der har været mange store profiler i Superligaen siden 1991, så konkurrencen har været stor.

- At jeg ligger nummer 1 på jeres liste gør mig stolt og glad, siger Ebbe Sand, da Ekstra Bladet overbringer ham nyheden.

Artiklen fortsætter under billedet

Ebbe Sand var et hit hos Brøndby-tilhængerne, der her hylder den målfarlige angriber efter hans sidste kamp. Foto: Polfoto/Thomas Wilmann
Ebbe Sand var et hit hos Brøndby-tilhængerne, der her hylder den målfarlige angriber efter hans sidste kamp. Foto: Polfoto/Thomas Wilmann

Opdaget af Per Bjerregaard
Han har holdt dansk jul i sommerhuset i Øster Hurup.

Selv om han nu har adresse i travle Dubai, betyder det rolige Nordjylland stadig meget for Ebbe Sand, hvis fodboldeventyr på sin vis startede med en sommerkamp for Hadsund mod tyske Osnabrück i 1992.

Kampen blev tabt 0-6, men på tilskuerpladserne på Hadsund Stadion sad Per Bjerregaard, og Mr. Brøndby fik overbevist tvillingerne Ebbe og Peter Sand om, at de da skulle spille fodbold i Brøndby, når de rykkede til hovedstaden for at læse på DTU i Lyngby.

- Hvordan han lige kunne få øje på, at min bror og jeg måske kunne blive til noget i Brøndby, ved jeg ikke. Men Per Bjerregaard var foran alle andre på det tidspunkt og havde antennerne ud i hele Danmark.

- Så han tog chancen og tog til Hadsund, og man kan kun gisne om, hvordan det var gået mig, hvis ikke han havde stået der den dag, siger Ebbe Sand, der ellers havde planlagt at melde sig under fanerne i Lyngby.

Nu blev det i stedet Brøndby, hvor han startede som amatør og fik Tom Køhlert som træner i talenttruppen. Ingeniørstudiet var det vigtigste, og Ebbe Sand var faktisk Superliga-spiller på deltid i sin første periode for Ebbe Skovdahls gule hær.

- Tom Køhlert havde presset os til det yderste, så springet til Superligaen ikke var så stort. Og da jeg kom på fuld tid i Brøndby, skete der virkelig noget, siger Ebbe Sand.

Artiklen fortsætter under billedet

Ebbe Sand er ikke sikker på, at hans karriere havde nået samme højder, hvis ikke Per Bjerregaard havde hentet ham til Brøndby. Foto: Polfoto/Thomas Wilmann
Ebbe Sand er ikke sikker på, at hans karriere havde nået samme højder, hvis ikke Per Bjerregaard havde hentet ham til Brøndby. Foto: Polfoto/Thomas Wilmann

Tre mål på fire minutter
Den arbejdsomme forward fik debut allerede et år efter skiftet fra Hadsund, men kom først for alvor ind omkring førsteholdet i sæsonen 1995/96, da guldet kom hjem til Vestegnen.

Det gjorde det også den følgende sæson, men det var i 1997/98, at Ebbe Sand bragede igennem Superligaens lydmur med et sådant brag, at hele ligaen skælvede.

Brøndby havde solgt topscorer Peter Møller til PSV, men en endnu bedre angriber stod klar til at overtage.

Ebbe Sand lavede 17 mål det efterår - og tre af dem faldt i løbet af fire minutter og to sekunder på Vejle Stadion.

- Det var den mest vanvittige periode i min karriere. Jeg kan huske, at vi sad i omklædningsrummet i Vejle og grinede i pausen af kampen, fordi min direkte modstander (Klaus Eskildsen, red.) var blevet flået ud i 1. halvleg.

- Jeg blev mandsopdækket og havde nærmest ikke rørt bolden. Men pludselig havde jeg alligevel scoret tre mål på fire minutter. Den rekord troede jeg aldrig ville blive slået, siger Ebbe Sand.

Det blev den af AGF’s Aron Jóhannsson, men Sand har til gengæld stadig rekorden for flest mål på en sæson. For også i foråret 98 bombede han løs og endte med 28 scoringer, en dansk double og en billet til VM i Frankrig.

Her scorede han sit første landskampsmål efter kun 16 sekunder på banen i 1/8-finalen mod Nigeria. Og den rekord for det hurtigste VM-mål som indskifter har Ebbe Sand stadig.

- De år i Brøndby var nogle gode år, nogle af de bedste i min karriere. Alt gik op i en højere enhed, vi havde succes som hold, og der var meget fokus på min person på grund alle målene, siger den sympatiske nordjyde, der også kom i fokus i sensommeren ’98, da han som 28-årig fik konstateret testikkelkræft.

Artiklen fortsætter under billedet

Ebbe Sand var med ved to VM-slutrunder for Danmark. Han scorede i alt 22 gange i 66 landskampe. Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Ebbe Sand var med ved to VM-slutrunder for Danmark. Han scorede i alt 22 gange i 66 landskampe. Foto: Polfoto/Lars Poulsen

Farvel med manér
Det var den hårdeste periode i hans liv, men heldigvis ikke slutningen på en karriere, der stod til at fortsætte i udlandet.

Fighteren kæmpede sig tilbage og vandt en stor sejr, da han vendte tilbage til målscoringen. 19 mål nåede Ebbe Sand at score i sin sidste sæson, der sluttede med en andenplads efter AaB.

- Sølv var ikke noget, man vandt i Brøndby i den periode. Det var noget, man tabte. Så medaljen røg direkte ned i skuffen.

- Det viser lidt om den selvforståelse, der var i klubben dengang, siger Ebbe Sand, der kunne trøste sig med, at han i sin sidste kamp inden 40 mio. kr.-skiftet til Schalke 04 satte fire bolde i kassen.

Det var et farvel med manér for en spiller, hvis største talent var viljen til at arbejde hårdt og få det maksimale ud af det fodboldmæssige talent, han var blevet givet.

- Jeg plejer at sige, at indstilling er 75 pct. Det handler om at være ærgerrig og kunne blive ved. Og så også have tålmodighed.

- Der var da mange angribere foran mig Brøndby, men pludselig kommer chancer, og så skal man være klar til at gribe den. I en klub som Brøndby får du ikke mange.

- Så du skal gribe den - ellers er der en anden, der gør det, siger Ebbe Sand, der mere end greb den mulighed han fik på Vestegnen tilbage i de glade 90’ere.

Vidste du: Ebbe Sand brugte i snit 130,38 minutter per mål. Blandt spillere med mindst ti Superliga-scoringer er kun Lukas Spalvis bedre (129,46).

***

Hvordan var det nu lige, det var?

Ekstra Bladet tester længere nede i den artikel Ebbe Sand for at finde ud af, hvor meget han husker om sin egen Superliga-karriere. Men inden du læser den lille quiz, kan du teste dig selv her:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Ekstra Bladet tester Ebbe Sand for at finde ud af, hvor meget han husker om sin egen Superliga-karriere.

- Hvad er det højeste antal Superliga-kampe i træk, du har scoret i?

- Det må have været lige, da jeg for alvor fik chancen, efter Peter Møller var blevet solgt. Kom jeg ikke op på ti kampe?

(Rigtigte svar: Otte kampe - og i alt 17 mål!)

- I din sidste sæson bliver du nummer to på topscorerlisten. Hvem endte foran dig?

- Jeg kan huske, at jeg endte på 19 mål og var godt tilfreds med dem, men hvem pokker var det nu. Steffen Højer? Søren Frederiksen?

(Rigtige svar: Heine Fernandez med 23 mål)

- Du Superliga-debuterede i juni 1993. Hvem var modstanderen, hvad blev resultatet, og hvem erstattede du?

- Det var mod Næstved, og jeg mener, at vi vinder 2-1. Det kunne godt være Strudal eller måske Thøgersen, jeg kom ind i stedet for.

(Svaret er delvist korrekt. Brøndby vinder 2-1 i Næstved, men der var Tommy Schram, som Sand erstattede i 58. minut)

- Du scorer i din første kamp som starter i oktober 1993. Hvem var modstanderen, og hvad blev resultatet?

- Jeg synes at kunne huske målet. Jeg kommer foran en af deres og glider bolden ind. Var det i Aarhus mod AGF? Jeg skyder på 2-1 til os.

(Svaret er delvist korrekt. Det var mod AGF på Aarhus Stadion, men hjemmeholdet vandt 3-1)

- Hvor mange minutter fik du i guldkampen mod AaB i 1996?

- Den kamp husker jeg! Det var en fed afslutning. Vi skulle vinde, og Daugaard og Ruben (Bagger, red.) scorer, og vi vinder 2-0. Jeg skyder på 23 minutter.

(Rigtige svar: 30 minutter)

- Hvor mange Superliga-kampe spillede, og hvor mange mål lavede du i de kampe?

- Var det 138 kampe? Og jeg tror, at jeg scorede 82 mål.

(Rigtige svar: 135 kampe og 69 mål)

- Hvor mange blev du vist ud?

- Den er nem. Jeg har haft karantæner, men blev aldrig vist ud i min karriere. Det skete kun engang som ungdomsspiller, hvor jeg fik rodet mig ned i forsvaret og spændt ben for en som sidste mand.

(Svaret er korrekt)

- Du scorede fire mål i din afskedskamp. Hvem var den uheldige keeper, som du passerede to gange i hver halvleg, og hvad sluttede kampen?

- Det var i hvert fald mod Lyngby. Vi vinder 6-2, mener jeg, men jeg kan ikke huske målmanden.

(Svaret er delvist korrekt: Brøndby slår Lyngby 6-2. Per Fahlström var målmand)

- Hvor mange af dine 69 mål blev sat ind på straffespark?

- Ingen! Det var bedre skytter end mig, så jeg var ikke på tale til at tage straffespark. Men jeg har sparket et par gange i pokalkampe…

(Svaret er korrekt)

Sådan er spillerne blevet udvalgt:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

118 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere