Svenskere blander sig: FCK sælger ikke

Interessen for FC Københavns Daniel Amartey følges med spænding af Djurgården

Daniel Amartey ryger ikke denne sommer, mener svenskere at vide (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Daniel Amartey ryger ikke denne sommer, mener svenskere at vide (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Ekstra Bladet kunne i går aftes fortælle, at der er kommet store bud på FC Københavns Daniel Amartey, som de sidste sommer hentede i Djurgården.

Svenskerne skal have procenter af salget, hvis FC København vælger at sælge Amartey, og derfor følger de situationen tæt.

- Der har floreret rygter om det her flere gange. Lige nu tror jeg ikke, at der kommer noget salg i år. Det er, hvad jeg fornemmer, siger Djurgårdens sportschef Bosse Andersson til Expressen.

Der skal formentlig bud på over 60 millioner kroner til, hvis FC København skal gå med på et salg, og det lyder som sød musik i ørerne på svenskerne.

- Selvfølgelig er det sådan, at hvis han skifter videre til en stor klub i Europa, så vil det gavne Djurgården, siger Andersson.

Han vil ikke fortælle, hvor store procenter af et salg, Djurgården skal have, hvis det kommer til et salg, men den svenske sportschef regner altså heller ikke med et salg denne sommer.

Se også: Ståles store dilemma: Kæmpebud på FCK-profil

Der har tidligere været talt om en procentsats på 15 procent, så ved et salg på 60 millioner kroner, skal FCK aflevere de ni af millionerne til Djurgården.

I går kunne Ekstra Bladet fortælle, at der er kommet store bud fra både Leicester og Marseille, mens Galatasaray og et par Premier League-klubber yderligere lurer på Amartey.

FC København betalte sidste sommer mellem 15 og 17 millioner kroner for Amartey, men denne sommer har løverne allerede hentet William Kvist ind som en mulig erstatning for Amartey på pladsen ved siden af Thomas Delaney.

Amartey har kontrakt med FC København til 2019.

Se også: Agent bekræfter: Storklubber jagter FCK-profil

Se også: Lukker øjnene: Alvorlige anklager mod Messi

Husker I Amarteys kongemål fra marts:

14 kommentarer
Vis kommentarer