Sviatchenko bliver i FCM

Erik Sviatchenko bliver i FC Midtjylland. Klubben meddeler, at den har købt forsvarsspilleren fri i Celtic.

Erik Sviatchenko har underskrevet en permanent aftale med de danske mestre. Foto: Claus Bonnerup
Erik Sviatchenko har underskrevet en permanent aftale med de danske mestre. Foto: Claus Bonnerup

Fodboldklubben FC Midtjylland har forstærket sig med forsvarsspilleren Erik Sviatchenko.

Klubben oplyser på sin hjemmeside, at den 26-årige forsvarsspiller er købt fri i skotske Celtic.

- Jeg er stolt af og glad for, at FC Midtjylland med sin ageren i denne handel har vist, at de virkelig gerne vil mig. Klubben har modelleret mig både som menneske og fodboldspiller, og på samme måde har jeg forsøgt at give noget tilbage både som menneske og fodboldspiller.

- Vi går en spændende tid i møde, og jeg glæder mig til igen at være en del af et miljø, som hviler på mange af de værdier, jeg også rummer, siger Erik Sviatchenko.

Erik Sviatchenko blev hentet til FCM i vinterens transfervindue på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Det var derfor planen, at opholdet hos midtjyderne, hvor Sviatchenko tidligere har spillet fra 2009 til 2016 både som ungdoms- og seniorspiller, blot skulle vare i seks måneder.

Han var anfører og med til at vinde FCM's første mesterskab i sæsonen 2014/15, inden han i januar 2016 blev solgt til Celtic.

Da den midtjyske klub for nylig vandt sit andet mesterskab, blev der sagt farvel til Erik Sviatchenko og uddelt afskedsblomster, men siden er handlen blevet en realitet.

Den fireårige aftale indikerer, at både klubben og spilleren satser på hinanden, inden FCM indleder forberedelserne til den nye sæson, der blandt andet byder på deltagelse i kvalifikationen til Champions League.

- Eriks rolle for os i dette forår kan ikke overvurderes. Han har et indgående kendskab til vores dna - som han selv har under huden - og han både kan og vil videregive samme dna til klubbens yngre spillere, siger FCM-sportsdirektør Svend Graversen.

Da DM-guldet var i hus, forlængede FCM kontrakten med finske Tim Sparv, og købet af Sviatchenko kommer kort tid efter.

- Med denne aftale bevarer vi den defensive kontinuitet og stabilitet, hvilket er vigtigt for os, og samtidig er de nye aftaler med Erik og Tim Sparv beviset på, at vi holder godt fast i holdets rygrad, siger Svend Graversen.

Klubben meddeler ikke, hvad Sviatchenko koster, men ifølge Ekstra Bladet har FCM betalt ni millioner kroner i transfersum for forsvarsspilleren.

  Se også: Kæmpe Superliga-fiasko: Max pinligt!

Se også: Silkeborg slagtet: Hattrick-helt sender Esbjerg i Superligaen!

Se også: Lyngby i total nedtur - færdige i Superligaen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere