PARKEN (Ekstra Bladet): Det var ikke hans bedste kamp, men det var den sidste.
Kenn Hansen har lavet karrierens sidste fejl-Kenn-endelse. I en alder af blot 35 år stopper Danmarks højst rangerede dommer, der skyndte sig at sikre sig kampbolden, inden han med tårer i øjenkrogene fik kys og kram fra den bedre halvdel oppe på tribunen.
- Det er meget specielt, og jeg kommer helt klart til at savne det. Man vil altid gerne dømme perfekt i sin sidste kamp, men det lød ikke helt til, at det lykkedes.
- Heldigvis var vi ikke kampafgørende, og FCK’erne sagde også pænt tak for kampen, sagde Kenn Hansen efter FCK’s 4-1-sejr over OB.
Se også: FCK knuste OB: Genialitet og absurd selvmål i storsejr
Der var et straffespark for hånd på bolden i 2. halvleg, som han ikke fløjtede. FCK-publikumet kvitterede med ’dårlig, dårlig’.
- De plejer jo at have ret, når de råber, grinede Kenn Hansen, der i sommer blev forbigået, da DBU udpegede de to første professionelle dommere.
- Jeg har travlt og skulle vælge noget fra. Jeg kommer helt klart til at savne det, men glæder mig til at have weekend med familien. Det er en hobby, der har været en stor del af mit liv, sagde Kenn Hansen og afviste, at han kan gøre comeback:
- Nej, det er udelukket. Enten er du på eller af toget. Da jeg sagde, at jeg ville stoppe, var jeg allerede af toget. Jeg fik heldigvis en sidste kamp, så familie og venner kunne sige farvel.
Kenn Hansen er flere gange blevet kåret som årets dommer herhjemme og var bedste danske bud på en EM- eller VM-dommer.
Så langt når Hansen ikke efter sit selvvalgte stop. Han må nøjes med en masse andre store oplevelser – og bolden fra den sidste kamp.
- Jeg sagde til Zanka, at han ikke fik lov at score et tredje mål, så ville han jo have bolden. Jeg sagde, at jeg fandeme skulle have bolden med mig hjem, og det kunne han godt forstå, sagde Kenn Hansen med et grin.
Fik du set målene fra FCK-opvisningen? Her er alle fem kasser!
Alle mål: Sprudlende FCK saver OB over
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.