Terrorkampe venter

Den norske FCK-manager har hele foråret kigget bagud, og lige nu ser han et AGF, der kun er to point efter de detroniserede mestre

FCK fik kun et enkelt point med fra søndagens opgør mod Brøndby. Se højdepunkterne fra kampen her. Video: Discovery Networks Danmark.

PARKEN: Det var startede med jubel og sluttede med piften…

I Parken er det kun sejr, der tæller, som det tilbagevendte FCK-publikum da heller ikke undlod at gøre deres helte opmærksomme på med små tyve minutter igen.

Den velkendte sang gjaldede ud over nationalarenaen, men de 7665 tilskuere fik ingen sejr søndag aften. Og var faktisk heldige med ikke at forlade hjemmebanen med et nederlag til ærkerivalen fra Vestegnen.

Brøndby havde før pausen flere store muligheder og fik også bolden i nettet til allersidst, men indskiftede Anis Ben Slimane blev fejlagtigt vinket offside.

Så det endte målløst, og FCK er under voldsomt pres i sølvkampen.

Pointet mod Brøndby var det første i fire kampe, men AGF kommer buldrende bagfra og er kun to point efter inden søndagens sølvkamp i Parken.

- Jeg har kigget bagud hele foråret. Det har ligget i kortene længe, at det kunne blive svært, hvis vi tabte i Aarhus.

- Nu venter der en finale for os her på søndag, sagde Ståle Solbakken efter det målløse derby.

FCK havde det svært efter en ellers god start mod Brøndby. Foto: Lars Poulsen
FCK havde det svært efter en ellers god start mod Brøndby. Foto: Lars Poulsen

De første 25 minutter var FCK-manageren godt tilfreds. Resten af affæren blev alt for urolig og skæmmet af alt for mange boldtab efter hans smag.

Nu blev det alligevel til point, og det var vigtigt efter et par kolde lussinger i Aarhus og Herning, hvor FC København trods godt spil i lange perioder rejste hjem til hovedstaden med nederlag.

- Hvis vi spiller som i Aarhus og Herning - og også som de første 25 minutter i dag - kommer resultatet vældigt ofre.

- Men lige nu føler spillerne, at de har gjort meget rigtigt de sidste tre kampe, men at de har fået meget dårligt betalt, sagde Ståle Solbakken.

Normalt er det kun guldet, der tæller i FC København, men aldrig har det været så vigtigt at holde fast i sølvmedaljerne.  

Bliver det kun til bronze, skal FCK efter mesterskabsspillet ud i en playoff-kamp om den sidste danske Europa League-plads til den kommende sæson.

Og det kan ikke ligefrem siges at være nogen optimal forberedelse til Europa League-1/8-finalen mod tyrkiske Istanbul Başakşehir i Parken 5. august.

- Det betyder rigtig meget at få sølvet - ekstremt meget. Både i forhold til det, der skal ske efter sæsonen, og i forhold til næste sæson, sagde Ståle Solbakken.

Mikkel Kaufmann kom ind til sidst, da FCK jagtede en scoring. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Kaufmann kom ind til sidst, da FCK jagtede en scoring. Foto: Lars Poulsen

Kommer FCK i Europa via playoff-kampen, starter de i første kvalifikationsrunde i slutningen af august. Det vil betyde en meget kort sommerferie for en slidt trup.

Holder de derimod fast i sølvet, træder de ind i 2. kvalifikationsrunde midt i september, når Superligaen er startet.

- Der venter tre terrorkampe i Superligaen. Vi oplever kraftig modgang lige nu, men vi kan ikke grave os ned og synes, at det er synd for os.

- Alt er i vores egne hænder. Vinder vi næste kamp, er der stor sandsynlighed for, at vi bliver nummer to, sagde Ståle Solbakken, der ikke havde noget problem med, at FC Midtjyllands nykårede mestre havde skiftet hele bagkæden ud til søndagens sene kamp i Aarhus:

- Det irriterer mig ikke. Sådan er livet. Som fortjente mestre kan de gøre, hvad de vil.

Ståle Solbakken og FCK er under voldsomt pres. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken og FCK er under voldsomt pres. Foto: Lars Poulsen
 

39 kommentarer
Vis kommentarer