Tidligere derby-helt: Kan give megaboost til ham

Hjalte Nørregaard ved, hvordan det er i en ung alder at blive helt mod Brøndby. FCK U19-træneren håber, at hans tidligere elev Mohamed Daramy vil gå i hans støvlespor

Mohamed Daramy viste sig flot frem, da FCK onsdag aften slog AaB. Den unge angriber scorede to gange mod nordjyderne. Foto: Lars Poulsen
Mohamed Daramy viste sig flot frem, da FCK onsdag aften slog AaB. Den unge angriber scorede to gange mod nordjyderne. Foto: Lars Poulsen

Han bliver stadig mindet om målet, selvom det efterhånden er 17 år siden.

Når Hjalte Nørregaard møder fodboldinteresserede, går det sjældent længe, inden der bliver sagt 'jeg glemmer aldrig dengang, at du scorede mod Brøndby'.

Hjalte Nørregaard skrev sig med sin scoring i ’guldkampen’ ind i derbyhistorien, og efter den scoring var det, som om hans status i FCK var ændret.

Reserven blev fast mand og senere anfører og klubkamprekordholdet. Og det hele startede med det mål.

- Det blev en slags gennembrud. Det var mit første mål for FCK, og det var det rigtige sted at gøre det. Det kunne ikke have været skrevet bedre, siger Hjalte Nørregaard til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets forside 19. juni 2003
Ekstra Bladets forside 19. juni 2003

Han er FCK'er langt ind i sjælen og i dag ansat som U19-træner i klubben.

Nørregaard har været med til at forme et af de FCK-talenter, der søndag aften kan se frem til sine første derbyminutter i fjendeland.

Mohamed Daramy får muligheden for at skrive sig ind i historien blandt de unge spillere, der har gjort en afgørende forskel i derbyet.

- Og det, tror jeg, ville betyde meget for ham. Det giver et megaboost for en ung spiller, og 'Mo' har været så mange år i talentafdelingen i FCK, at hans rival er Brøndby.

- Der har også været lidt drillerier i forbindelse med de kampe i FIFA (computerspil, red.), så han drømmer helt sikkert om at score mod dem. Det vil være endnu en byggesten til det fundament, han er ved at lægge, siger Hjalte Nørregaard.

Han kender det kun 18-årige FCK-talent indgående og har som træner haft med ham at gøre både på U17- og U19-holdet.

Daramy har fortsat alderen til at spille på Nørregaards hold, men han er for god og rykket op på Superliga-holdet.

- Vi vidste godt, at vi kun havde ham til låns, og han blev hurtigt rykket videre op. Jeg ser en dreng, der fortsætter med vokse og udvikle sig.

- Han har klaret mediepresset, og det at blive kendt og et forbillede for mange unge mennesker, fantastisk. Han har vist mange, at det er muligt at gå den vej, siger Hjalte Nørregaard.

Mohamed Daramy får mere og mere spilletid i FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mohamed Daramy får mere og mere spilletid i FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mohamed Daramy har været stærkt spillende efter coronapausen og stået for både mål og oplæg.

Han har fået vist, hvorfor han er et af Superligaens allermest eftertragtede talenter, og en scoring i et derby vil kun få værdien på ham til at stige yderligere.

- I glimt har vi set, hvad han gjorde som ungdomsspiller meget af tiden. Han er blevet ved med at bygge på i forhold til at vænne sig til seniorfodbold og det pres, der er i FCK.

- Jeg ser også en mere komplet fodboldspiller i forhold til holdkonteksten, siger 39-årige Hjalte Nørregaard om sin tidligere elev, der med en scoring kan gå i hans fodspor.

- Alle tror, at jeg kun lavede det ene mål derude, men jeg lavede faktisk to! Men okay, det mål er noget, der kommer til at følge mig resten af mit liv, fordi det havde så stor betydning for så mange mennesker.

- Men det er bare sjovt. Året inden var det Mads Jørgensen i Parken. Det er det, som fodbold kan. Det kan skabe minder, siger Hjalte Nørregaard, der ligesom alle andre FCK'er håber at få endnu et søndag aften.


9 kommentarer
Vis kommentarer