Tilskuer-mareridt i Superligaen: Nu råber bosser på forandring

Rettighedshaverne, TV 3 Sport og Discovery, kræver færre hold i Superligaen, fordi der lige nu er for mange uinteressante kampe

Tribunerne var tomme i søndags i Farum, hvor Helsingør havde lånt hjemmebanen. Med 568 tilskuere nåede de det laveste tal for sæsonen. Foto: Claus Bech, scanpix.
Tribunerne var tomme i søndags i Farum, hvor Helsingør havde lånt hjemmebanen. Med 568 tilskuere nåede de det laveste tal for sæsonen. Foto: Claus Bech, scanpix.

Sæsonens bundrekord blev sat i Farum, da 568 så med til Helsingør og Horsens. I Aalborg var det også nedslående med 6711 på lægterne. Faktisk er det 25 år siden der har været så få tilskuere til et opgør mellem AaB og Brøndby.

Foråret er kommet skidt fra start på tilskuerfronten. Det har været vinterferie og halvkoldt. Og det har betydet, at fodboldfolket er udeblevet fra de danske stadions. Den første forårsrunde samlede blot 3733 i snit, mens der i søndags var 4271 i snit til de syv kampe.

Hvor mærkeligt det end lyder er Superligaens tophold FC Midtjylland faktisk en af de klubber, der har tilbagegang på tilskuerfronten. Hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år har midtjyderne i denne sæson næsten 700 færre tilskuere til hver af hjemmekampene.

- Vi har ingen forventning om at gå tilbage på tilskuerfronten, når regnskabet gøres op efter sæsonen. Vi har mange interessante kampe i vente resten af foråret. Forklaringen på, at vi lige nu er lidt bagud kan hænge sammen med vores start på sæsonen, hvor vi ikke var så stærke og stabile som nu, forklarer kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.

Kasper Kusk og Benedikt Röcker i en duel i søndagens opgør, der samlede det laveste tilskuertal i 25 år i Aalborg mellem AaB og Brøndby. Foto: Claus Bonnerup, ritzau/scanpix
Kasper Kusk og Benedikt Röcker i en duel i søndagens opgør, der samlede det laveste tilskuertal i 25 år i Aalborg mellem AaB og Brøndby. Foto: Claus Bonnerup, ritzau/scanpix
 

Intet marked for 14 klubber
Hvis man spørger rettighedshaverne, TV 3 Sport og Discovery, er forklaringen på den vigende interesse for ligaen, indlysende:

- Det er ikke breaking news, at 14 klubber i Superligaen svarer til at gå op ad en trappe, der kører nedad. Det er kun folk med en kandidatgrad i varm luft, der kan fastholde det synspunkt, at der er et marked for 14 klubber. Man skal rømme de bastioner, man ikke kan holde, siger Anders Bay, sportschef på Discovery.

For mange uinteressante kampe
Stort set enslydende melding kommer fra Peter Nørrelund, sportschef hos TV 3 Sport:

- Mindst én gang om ugen bliver vi bekræftet i, at Superligaen har for mange hold. I weekenden så vi en spændende kamp i Herning og et intens opgør i Aalborg. Men der er alt for mange uinteressante kampe, fordi der er for mange hold i Superligaen, mener Peter Nørrelund.

Han uddyber:
- Hvis en klub ikke evner at skabe lokal interesse, er det svært at se dem skabe national interesse. Det er min klare opfattelse, at frygten for ikke at være med i det gode selskab (Superligaen) er større end lysten til at træffe de rigtige beslutninger for fodbold Danmark, pointerer Peter Nørrelund, der mener 10 hold er den optimale løsning for Danmark.

Men han erkender, at det aldrig kommer til at ske:

- Det vil være umuligt at få vedtaget politisk, erkender han.

Mange klubber i forhold til indbyggere
På mange måder bakkes sportschefernes påstand op af de aktuelle seertal. Helsingør-Horsens samlede i weekenden blot 35.000 seere. Til sammenligning havde FC Midtjylland-FC København fem gange så mange - 175.000, mens AaB og Brøndby landede på 188.000 seere.

I FC København, der lige nu kæmper for at spille sig ind i det fornemme top-6 selskab, er holdningen på linje med tv-stationerne:

- Der er mange Superligaklubber i forhold til antallet af mennesker i Danmark. Vi er cirka 400.000 danskere per klub i dag og ser man på andre lande, så er de eksempelvis 620.000 per klub i Sverige og 4.600.000 i Tyskland. Det er selvfølgelig ikke den eneste forklaring, og vi skal helt sikkert også alle arbejde hårdt med at forbedre oplevelsen hele tiden, for det handler om, at vi skal være attraktive og hele tiden øge loyaliteten bredt set. Det arbejde er vi i fuld gang med, og vi kommer løbende med nye tiltag i den retning, siger Jes Mortensen, pressechef i FC København.

Se også: Tøffe hudfletter FCK: Med denne duo misser de slutspillet

--

Døm ikke ligaen på to ferie-runder

Superligaens skuffende start på tilskuer-fronten tænder ingen advarselslamper hos Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

- Vi er tvunget til at begynde tidligt i februar, fordi der er VM. Tilskuertallene har været lave de to første runder, men det hænger sammen med vejret og vinterferien, påpeger Claus Thomsen.

Han hæfter sig i stedet ved, at der i efteråret har været en samlet fremgang på tilskerfronten.

- Vi havde i efteråret en tilskuerfremgang på 5,5 procent i forhold til sidste sæson. Seertallene har også været fine de to første runder, så vi oplever ikke en dalende interesse, påpeger han.

Evaluerer struktur til sommer

Når den nuværende sæson er slut til sommer skal klubberne evaluere strukturen med 14 hold i landets bedste række samt 12 mandskaber i den næstbedste række.

- Der kommer tidligst ændringer i strukturen fra sommeren 2019. Der vil altid være et overgangsår, før ændringer i givet fald kan træde i kraft, forklarer Claus Thomsen og uddyber:

- Men hvis der skal ske ændringer i antallet af hold i eksempelvis Superligaen kræver det ¾ tilsagn fra klubberne i landets to bedste rækker (Det vil sige 20 af 26 klubber skal stemme for), påpeger Claus Thomsen.

Uanset hvad klubberne beslutter til sommer, kommer den nuværende turneringsform til at fortsætte i næste sæson.

mgw

Se også: Håner FCK-anfører efter kiks: 'Det er usmageligt'

142 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere