Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Tøffe efter Brøndby-dukkert: Her lander guldet!

Plæneklipperen udnævner Bo Henriksen og Horsens blandt vinderne efter Brøndbys nederlag mandag aften

Mandagen havde tre store vindere: FC Midtjylland, Bo Henriksen – og nationens neutrale fodboldtilskuere, der nu kan se frem til en tæt duel om guldet i de to sidste runder. Ulvenes sejr i Brøndby ændrer dog ikke på, at Alexander Zorniger og Vestegnens helte kan lade sig hylde som danske mestre mandag aften henad kl. 20, vurderer Stig Tøfting benhårdt.

- Jeg har i ugevis sagt, at Brøndby vinder guldet, og det tror jeg stadig. Men det kan da blive svært, indrømmer Ekstra Bladets fodboldekspert.

Han hæfter sig bl.a. ved, at Bo Henriksen må have haft godt gang i jubel-manøvrerne mandag aften, fordi Horsens nu møder begge guldbejlere i de to afgørende runder. Brøndby hjemme på fredag med hele den ene langside reserveret til gæsternes fans og tre dage senere på udebane i Herning, hvor FCM måske skal hyldes som danske mestre.

- Det er jo en gave fra oven til Bo Henriksen og Horsens, at de kan pille point fra Brøndby – som de gjorde med 1-1 i runde 25. Horsens er aldrig noget, man ’bare lige’ overvinder, ligesom jeg bestemt heller ikke kan forestille mig, at FCK ikke er topmotiveret hjemme i Parken mod FC Midtjylland på fredag, siger Stig Tøfting.

Plæneklipperen var live til stede og på arbejde for TV3 mandag aften i Brøndby, hvor han så en intens og rodet affære – men også taktisk veludført af gæsterne, der fik de marginaler med sig, Brøndby i lang tid har haft herredømmet over.

- På et eller andet tidspunkt skulle de jo tabe, men jeg havde ikke regnet med, det skulle ske hjemme mod FCM. Men hatten af for midtjyderne, der efter fire nederlag til Brøndby i år kom med andre dyder, lagde et hårdt pres på Brøndbys forsvar og tvang Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri til at slå lange bolde frem ad banen.

- De invitererede fuldt bevidst til duelspil midt på banen, hvor FCM råder over langt større fysik og flere centimeter i højden end Brøndby. Det var rigtigt fint set af Jess Thorup, der indtil i aftes i ni kampe mod Alexander Zorniger blot havde én sejr, en uafgjort og hele syv nederlag, konstaterer Stig Tøfting.

- Det hører jo med til historien, at Jesper Hansen har den ene afgørende redning på Kamil Wilczeks skud, som keeperen redder helt oppe under overliggeren. Men jeg er til gengæld uenig med Alexander Zorniger, når han kritiserer sit hold for ikke at spille, som det plejer. Nej, de fik sgu ikke LOV til det!

Handler det om efterveer af pokalfinalen og gummiben?

- Det er klart, at pressen spørger til det, men jeg konstaterer bare knastørt, at Brøndby løb 121 km i den kamp – fuldstændig som de plejer – mens FCM-spillerne tilbagelagde 113 km. Det er stadig Brøndby, der har teten, plus på målscoren og det på papiret nemmeste program, men det er også nu, de skal viser klassen og spillerne bevise, hvad de er lavet af, siger Stig Tøfting.

Se også: Hvad nu Brøndby? Guldfesten blev en fuser

Se også: Sikke en møgdag! To lussinger til Brøndby-stjernen

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen