Tøffe langer ud: De er kandidat til Superligaens kedeligste hold

Skulle man udskrive en konkurrence om Superligaens kedeligste hold, så ville AGF være en af de absolutte topkandidater!

AGF og David Nielsen har skabt et solidt fundament, men underholdende er det ikke, mener Stig Tøfting. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
AGF og David Nielsen har skabt et solidt fundament, men underholdende er det ikke, mener Stig Tøfting. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Nu får jeg nok nogle slag over nakken af mine bysbørn i Aarhus, men man skal vist være endnu mere hvid i hjertet end jeg er, hvis man har siddet med åben mund og polypper og frydet sig over AGF’s spil i denne sæson.

Det har sgu’ været endnu mere kedeligt end at kigge sit gule græs, der ikke har vokset en millimeter…

Jeg anerkender fuldstændig, at AGF har fået bygget et fremragende fundament op. Altså sådan et, hvor man er svære at spille mod, giver få chancer væk og lukker endnu færre mål ind.

Det har selvfølgelig været nødvendigt, og vi vidste da også fra Lyngby-tiden, at David Nielsen har en doktorgrad i et-måls-sejre. 11 kampe i bronzesæsonen blev vundet på den vis, og den stil har han indført i AGF.

Man kan selvfølgelig hævde, at sæsonstarten for AGF har været mere end godkendt. Syv point i fem kampe, ligaens eneste ubesejrede hold, man har kun lukket to mål ind og med en femteplads ligger man i top-seks som er målet.

Holder man det nuværende pointgennemsnit, så lander AGF på 36,4 point efter grundspillet og det var i hvert fald sidste år nok til at komme i slutspillet. Så på den måde er David Nielsen og Co. på en nogenlunde kurs, men der skal ikke meget til før skuden kuldsejler.

AGF har altså kun vundet en enkelt kamp og blot scoret tre mål – og lad os nu sige, at de taber til FCK søndag og måske også den næste, så er det fundament et eller andet sted allerede smuldret.

Opgøret mellem Randers og AGF var - mildt sagt - lidt af en langgaber. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Opgøret mellem Randers og AGF var - mildt sagt - lidt af en langgaber. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når jeg ser AGF gå på banen, så ser jeg desværre et hold, der går ud for at undgå at tabe med en passiv tilgang til kampen. Jeg ser ikke et AGF-hold, der går efter sejren, men et hold, der hellere vil forsvare det ene point, man har.

Sådan har det set ud i flere kampe og helt galt var det i søndagens langgaber mod Randers, hvor AGF’s første afslutning faldt efter 49 minutter! Når Randers havde bolden, så stod AGF's forreste mand på egen halvdel ved midterbuen.

Samtidig ser jeg masser af en-til-en-udskiftninger, Altså Sana for Amini, Junker for Bundu og Spelmann for Ankersen for. Udskiftninger, hvor man ikke tør/vil forsøge at ændre på kampens forløb eller gå all-in på de tre point.

AGF har altid masser af fans med uanset, hvor de spiller, men jeg synes ikke man giver dem noget som helst andet end at ville fedte sig til det ene point.

Jeg påstår ikke, at AGF lige pludselig skal spille som Liverpool, men kan man ikke både have det solide fundament og SAMTIDIG gå efter sejrene? Det savner jeg fra et AGF-mandskab, der får masser af opbakning i byen, men også er nødt til at sende noget den anden vej.

Se også: AGF's nye stjerneskud: - Opdraget til at man helst vil slå Brøndby

De krigeriske peptalks David Nielsen laver inden kampene indeholder noget af den ærgerrighed, vilje og vindermentalitet som jeg savner, men det ser desværre ud til at ud til at prelle af på spillerne.

Han taler om at være rovdyr og at gå ud og dræbe modstanderne, men når spillerne løber på banen, så er de nærmere en flok blide (og hvide) lam.

Der har været masser af snak om, at AGF skulle hente en angriber – og jeg er sådan set enig. Men jeg ville gå efter en Bashkim Kadrii som kan spille både på kanten og som hængende angriber. Da David Nielsen aldrig spiller med to deciderede angribere, så skal det være en type, der også kan noget andet.

Ifølge Tøfting er AGF's spillere for blide på banen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ifølge Tøfting er AGF's spillere for blide på banen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hverken Junker eller Bundu er dårlige, men de har svært ved at klare sig selv alene i front og derfor er den ene-angriber-position noget af en uriaspost i AGF og et sted, hvor det er voldsomt svært at få succes.

De mest inkarnerede AGF-fans vil måske påstå, at han da spiller med tre mand fremme. Det har jeg ikke kunnet få øje på. Er det Ankersen og Stage, der tager de to yderste pladser, så er det midtbanefolk.

Jeg savner med andre ord stadig et svar på, hvad AGF vil andet end at hente point på en stærk defensiv, men jeg må rose klubben for at mene, at glasset hele tiden er halvt fyldt….

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

150 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere