Tøfting: Cornelius-bøddel ryger ind på bankbogen

- Graver og jeg har da også engang imellem stukket hovederne sammen og aftalt, at ham der nummer syv altså lige skal have en hilsen som tak for sidst, indrømmer Plæneklipperen

(Foto: Ernst van Norde)
(Foto: Ernst van Norde)

I en fjern og barsk fortid ville ingen have været i tvivl: Dennis Flintas voldsomt satsede flyve-tackling med tilhørende benbrud til Andreas Cornelius ville have bragt Silkeborg-spilleren direkte ind på FCK’s interne ’bankbog’. Der, hvor modspilleres ugerninger står og trækker renters rente – lige indtil holdene mødes igen og kontoen bliver tømt!

-  Det var jo noget af det første, John Stampe lærte mig som ung i AGF – bankbogen! Hvis en modspiller gik langt over stregen, blev handlingen skrevet op i hukommelsen og betalt tilbage. Ikke i den samme kamp – det ville trods alt være for dumt – men et halvt år senere, fortæller Stig Tøfting.

Plæneklipperen iler dog med at tilføje, at så langt, hans hukommelse rækker, har han aldrig personligt hævnet sig selv eller en holdkammerat med så langt varsel.

Se også: Flinta: Jeg vil personligt sige undskyld til Cornelius

- Dels har jeg sjældent været langtidsskadet som følge af svinske tacklinger, og dels er et halvt år altså lang tid at gemme sådan noget. Man skal være en umanerligt stor kyniker for at huske sådan – de fleste glemmer det altså i løbet af et halvt år, siger Stig Tøfting om langtids-holdbare hævnakter.

Kim Ziegler var også en kontant herre med kendskab til den berømte bankbog i AGF, som bl.a. John Stampe brugte nidkært i bogholderiet.
Kim Ziegler var også en kontant herre med kendskab til den berømte bankbog i AGF, som bl.a. John Stampe brugte nidkært i bogholderiet.
 

- Men jeg har da jævnligt sat mig i respekt i den enkelte kamp. Det er man jo nødt til. Sådan er jeg som type, og sådan er gamet, når man spiller i den position, jeg har indtaget på banen, siger Stig Tøfting og tilføjer:

- Det er da også sket i landskampe, at Thomas Gravesen og jeg lige har stukket hovederne sammen, at næste gang, nummer syv kommer… Så skal han altså lige have en hilsen og tak for sidst. Men det har altid været i den enkelte kamp, bedyrer Stig Tøfting.

Se også: Dommer indrømmer: Cornelius-tackling var til rødt

 

Roy Keane har i 2001 i en kamp mellem United og Newcastle strakt Alf Inge Haaland til jorden med en svinsk tackling - som hævn for et ødelagt korsbånd. Roy Keane indrømmet alt i sin bog og fik bl.a. en bøde å 1,8 mio. kroner. (Foto: Fotosports International)
Roy Keane har i 2001 i en kamp mellem United og Newcastle strakt Alf Inge Haaland til jorden med en svinsk tackling - som hævn for et ødelagt korsbånd. Roy Keane indrømmet alt i sin bog og fik bl.a. en bøde å 1,8 mio. kroner. (Foto: Fotosports International)
 

Det værste eksempel på langtidsholdbar og særdeles grusom hævn, plæneklipperen kan komme i tanke om, henviser uden nogen form for overraskelse for nogen til hardhitteren over dem alle, engelske Roy Keane.

- Han ødelagde korsbåndet i en tackling med Alf Inge Haaland. Da han langt om længe vendte tilbage til banen, gik han all in på at flæske nordmanden midt over med strakte ben og knopperne forrest, og for at ingen skulle være i tvivl om motivet, så stod han også i lang tid og råbte den skadede modstander ned i hovedet bagefter. Hvorefter han uden at kigge på dommeren luntede ud af banen…

Stig Tøftings soleklare vurdering er, at Andreas Cornelius næppe er typen, der personligt hævner sig på Dennis Flinta.

Se også: Til Flinta-haterne: Slap nu af!

- Er han ikke mest en stille og rolig dreng? Så er der jo også karakteren af uheldet, for nok er Dennis Flinta en kontant spiller, der havde lavet et par solide frispark tidligere i kampen. Men det er jo sort uheld, at han lige præcis rammer Cornelius’ fod i det sekund, FCK’eren har den plantet i jorden med al vægt på det ben. Det mest groteske er jo, at der er fire dommere, der kan snakke sammen lige så tosset, de vil, siger en undrende Stig Tøfting.

- Jeg har yderst sjældent oplevet, at et andet hold betaler tilbage, men det kan da godt være, at nogle i FCK går rundt og tænker – hvis der sker noget med Dennis Flinta en anden gang – at den her altså var for Cornelius, siger Stig Tøfting.

- Nu kan jeg kun tale for mig selv. For mig har det altid været vigtigt at sætte mig i respekt, men sådan tror jeg ikke, Ronaldo tænker. Han overvejer nok snarere, hvordan han kan ydmyge modstanderen med en ekstra dribletur næste gang, siger Stig Tøfting.

40 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere