Tøfting: Derfor gider jeg ikke slutspil

Stig Tøfting er bestemt ikke fortaler for, at Superligaen skal have slutspil

Stig Tøfting er ikke fortaler for slutspil i Superligaen (Foto: David Bering/Polfoto)
Stig Tøfting er ikke fortaler for slutspil i Superligaen (Foto: David Bering/Polfoto)

KOM BARE AN. Kald mig gammeldags, konservativ, stivstikker og hvad du ellers kan finde på, men når nu debatten ruller om en ny Superliga-struktur, siger jeg: Jeg gider ikke et slutspil, som der ellers bliver talt varmt om.

I min verden, så skal mesteren findes efter en regulær sæson, der viser hvem der er bedst over det lange stræk og ikke bare topper til sidst.

Se også: Så tæt er Superligaen på ny struktur

Jeg kan simpelthen ikke ha’, at et hold, der måske er nr. fire efter grundspillet lige pludselig kan stå som mestre. Eller lad så sige, at man er 10 point foran nr. to ved grundspillets afslutning, så får man halveret pointtallet og så kan man hentes på to kampe. Glem det!

Usportsligt er måske et voldsomt ord, men tanken om, at et hold måske kan spare spillere i grundspillet og lige få formen til at peake i et slutspil tiltaler mig bare ikke. Og hvad med nedrykningsslutspillet? Hvem gider interessere sig for det andet end de implicerede klubber og deres fans.

SELV OM SILKEBORG stort set er rykket ned, så lever nogle af deres kampe jo fint fordi modstanderne er FCK, FCM, AaB eller Brøndby.

Se også: Bombe efter nyt Europa-flop: Slutspil lurer i Superligaen

Selvfølgelig bliver jeg da også grebet, når FCK og Brøndby leverer så fed en forestilling som de gjorde i søndags. Intenst, velspillet og med masser af drama. En kamp, der med garanti skærper alle de spillere som deltog i løjerne.

Så sidder man jo og ønsker sig, at de skulle mødes hver uge, men det er jo heller ikke sjovt. Selvfølgelig vil tv-stationerne gerne have et par ekstra Brøndby-FCK-kampe, men man skal passe på med ikke at udvande de store kampe. Og vil tv betale for de ligegyldige kampe som der unægtelig vil komme i et nedrykningsspil.

Ret skal være ret. Jeg er helt med på, at det er vigtigt at diskutere Superligaens fremtid og glæder mig faktisk til at se, hvad det hollandske firma kommer op med, men det skal være godt, hvis jeg skal med på vognen.

ALLE TALER OM den belgiske model og om hvor godt det går med belgisk fodbold. Ja, ja – klap hesten.

Se også: Bendtner glad: Nu er han rigtig 'Lord'

De er dobbelt så mange mennesker som os og deres tilgang til talentudvikling betyder langt mere for deres succes end turneringsstrukturen.

Jeg tror også på, at vi har været forvente i Danmark, hvor vi har et højt niveau i forhold til vores indbyggertal. Og danske spillere er i fin kurs på grund af deres taktiske og tekniske færdigheder, men nu skruer Øst- og Balkanlandene op for både talentudvikling og pengepungen.

I øvrigt er den belgiske turnering så kompliceret skruet sammen, at de færreste kan remse den op på stående fod.

JEG ER DA klar på, at en skæv turnering som den danske er lidt underlig, men jeg synes faktisk den fungerer og retten til den ’ekstra’ hjemmekamp er trods alt også økonomisk værd at spille om.

Se også: Godt skifte: Krohn-Dehli hentet til storklubs startopstilling

Kan man så give turneringsstrukturen skylden for, at vi er nede i en bølgedal i europæisk fodbold? Det synes jeg ikke, så skulle man jo også mene, at netop strukturen gjorde, at FCK leverede en kanonsæson i Champions League i 2009/10 eller AaB’s Champions League-eventyr i 2008/09. Og at Esbjerg sidste år og AaB i år spillede sig videre fra gruppespillet i Europa League.<blank>

SELVFØLGELIG VIL DET i teorien skærpe klubberne at møde de andre topklubber nogle flere gange i løbet af sæsonen, men kig på England, hvor topklubberne ikke bare får sejrene foræret, når de tager til eksempelvis Stoke eller Swansea. Eller FCK, der tager til Fyn for at møde bundholdet OB og taber?

Se også: Franskmænd holdt øje med Randers-profil

En udvidelse kunne selvfølgelig være spændende, men problemet er, at hvis man kun udvider med to hold, så skal der være slutspil og går man på 16, så tvivler jeg på kvaliteten.

Man kan sagtens argumentere for, at med flere hold og mindre risiko for nedrykning, så vil talenter have en nemmere vej til Superligaen, men min frygt er, at topklubbernes trupper vil blive dårligere. De spillere som ikke spiller fast, men ligger og presser stamspillerne til træning vil søge hen, hvor de kan få spilletid.

MEN LAD OS få diskussionen – også om hvad vi egentlig vil med Superligaen. Lad os se planerne, men det skal sgu’ være temmelig overbevisende, hvis gammelfar hér skal overbevises…

Se Brøndbys flotte tifo fra FCK-kampen:

Se FCK's flotte tifo fra Brøndby-kampen:

57 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere