Tøfting langer ud: - Pinligt, hvis det passer!

- Det er pinligt amatøragtigt, mener Stig Tøfting om situationen, hvor AaB-spillerne ikke vidste, at de skulle gå efter et mål mere mod AGF

Lamslåede og rystede: Se øjeblikket da AaB-spillere hører om mål i Esbjerg

- Det er fuldstændigt pinligt, hvis det passer, at man ikke har været klar over, at man skulle score en gang mere for at komme i slutspillet.

Det mener Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting, efter det – udefra set – højst besynderlige efterspil på AaB’s hjemmekamp mod AGF.

Hjemmeholdet vandt 3-1 og kunne være havnet i slutspillet med en scoring mere i kampens slutfase på bekostning af FC Nordsjælland, der vandt 1-0 i Vendsyssel.

I Aalborg fortalte anføreren Rasmus Würtz og profilen Lucas Andersen samstemmende, at de ikke havde kendt noget til det scenarie, mens AaB-træner Jacob Friis på sin side hævdede, at alle havde kendt betingelserne – også inde på banen.

- Når flere spillere siger, at de ikke var klar over det, så er der i alt fald noget i kommunikationen, der ikke er gået, som det skulle, konstaterer Tøfting tørt.

Artiklen fortsætter under billederne

AaB-spillerne Jacob Rinne, Patrick Kristensen og Rasmus Würtz forlader banen efter en kamp, hvor de tilsyneladende ikke vidste, at de skulle jagte en scoring mere. Foto: Claus Bonnerup
AaB-spillerne Jacob Rinne, Patrick Kristensen og Rasmus Würtz forlader banen efter en kamp, hvor de tilsyneladende ikke vidste, at de skulle jagte en scoring mere. Foto: Claus Bonnerup

AaB-træner Jacob Friis tager sig fortvivlet til hovedet kort før slutfløjt i Superligakampen mod AGF, og det var der tilsyneladende en temmelig god grund til. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix
AaB-træner Jacob Friis tager sig fortvivlet til hovedet kort før slutfløjt i Superligakampen mod AGF, og det var der tilsyneladende en temmelig god grund til. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Han hæfter sig ved, at AaB kom på 3-1 i det 80. minut, mens FCN scorede i det 84.

- På det tidspunkt må man have vidst, at hvis også Esbjerg scorede, skulle man bruge et mål mere, og derfra har AaB jo tid til at gå efter det. Man har måske haft seks minutter plus det løse, og man havde stadig muligheder i hånden.

- Man kunne have sendt begge midtstoppere op i feltet og øst nogle høje bolde derind. Det kunne jo være ligegyldigt, om det havde kostet en 2-3 reducering til AGF.

- Nogen må da have været bevidste om scenariet, da man kommer foran 3-1, og det stadig er uafgjort i Vendsyssel og Esbjerg, siger han med adresse til vestjydernes møde med Vejle, som vi vender tilbage til.

- Du er nødt til at tage det her og nu og være skarp på, hvad der sker rundt omkring, og hvad det betyder. Og så skal der selvfølgelig råbes ind til spillerne med det samme. I alt fald skal anføreren have det at vide, og Rasmus Würtz gav jo efter kampen udtryk for, at det gjorde han ikke.

- Det er pinligt amatøragtigt, og det fik jo store konsekvenser, mener Stig Tøfting, der som alle andre måbede, da han på skærmen så, hvordan en kuriøs scoring i Esbjerg i dommerens tillægstid endegyldigt sendte AaB ud i mørket.

Her lod Vejle-målmand Thomas Hagelskjær sig nemlig overrumple af Joni Kauku, der kom luskende og snuppede bolden, da den intetanende keeper skulle til at sparke ud.

-Det fuldstændigt sindssyge mål er jo årsagen til, at AaB ikke med i slutspillet. Først står de og hører om scoringen, og hvad mon de har tænkt, da de senere så, hvordan det skete?

- Tænk på hvilken betydning, det drop fik. AaB kom ikke i slutspillet, og for hans egen klub betød det jo, at man kom i den forkerte gruppe i nedrykningsspillet. Nu kan de jo næsten ikke undgå at havne i en kamp om liv eller død, siger han med adresse til Vejles svære situation i pulje 2 med hele otte point op til SønderjyskE.

Vejle-målmand Thomas Hagelskjær trøstes af holdkammerater efter et drop af de helt dyre. Foto: John Randeris, Ritzau Scanpix
Vejle-målmand Thomas Hagelskjær trøstes af holdkammerater efter et drop af de helt dyre. Foto: John Randeris, Ritzau Scanpix

De to fejl i Aalborg og Esbjerg koster sammenlagt AaB dyrt.

- AaB’s helt store problem i denne sammenhæng er det økonomiske. Her er man presset, viste det seneste regnskab, og nu får man ingen store kampe mod FCM, FCK og Brøndby på stadion. Det kan koste 10-15 millioner ikke at være med der.

- De har lige hentet Lucas Andersen, men de havde nok en plan om at hente flere. I stedet ryger der måske nogle stillinger i klubben, siger Stig Tøfting.

Se også: AaB-stjerne så mareridts-scoring på tv: - Det er dybt pinligt

Se også: Markant udfald efter nedtur: Der er en historik med dommeren

Se også: Efter kæmpe Superliga-drama: Skandalen ligger i AGF

121 kommentarer
Vis kommentarer