Tøfting slagter Randers: Miserabelt!

I rundens eftertackling melder Ekstra Bladets fodboldkommentator, Stig Tøfting, krisetegn i Superliga-klubben Randers FC, som ikke har scoret et eneste mål i deres seneste seks kampe

Følg Fodbold
Følg Superligaen

Randers FC har tabt syv kæmpe i træk. Og vi kan ikke komme uden om, at holdet ikke har scoret et eneste mål i deres seneste seks kampe.

I alt har de spillet 9 timer og 26 minutter uden at score et mål. Hvis en angriber i FC København ikke scorer i et par kampe i streg, så er medierne straks ude med overskrifter som 'måltørke' og 'målkrise'… Men her snakker vi altså om et helt fodboldhold, der ikke har scoret i over ni timer. Det er tegn på krise, uanset hvordan man vender og drejer det. Især taget i betragtning af, at Randers FC rent faktisk lå a point med Brøndby på andenpladsen med 32 point efter 17. spillerunde.

Randers-træner, Ólafur Kristjánsson, er kun fredet, til han ikke er det længere. Sådan er det altid.

Sportschefer stiller sig jo tit op og siger, at deres træner ikke er i fare for at blive fyret. Vi ser jo masser af eksempler på, at det ofte sker alligevel. Godt nok lyder meldingen, at Kristjánsson er fredet lige nu, men hvis de så også taber kampen mod AGF på fredag, så får piben nok en helt anden lyd… Til trænerens og holdets fordel kan det siges, at AGF har været dygtige til at kickstarte andre holds formkurver i denne sæson. Måske scenariet bliver gentaget med Randers. Hvem ved? Tingene ligger stadigvæk i deres egne hænder. Deres to sidste modstandere i Superligaens grundspil er nemlig AGF og Sønderjyske. Det er først, hvis Kristjánsson ikke får kvalificeret sig til slutspillet, at han reelt set er i fare for at blive fyret.

60909998.jpg
Tøffes opsang: Her er Superligaens største problem

De mangler kynisme i begge ender. Randers FC har indtil videre kun lukket 30 mål ind i sæsonen. Det gør holdet til Superligaens femte bedste defensiv. Det vidner om, at de i efteråret trods alt har været dygtige til at lukke af i forsvaret. I bagklogskabens lys skulle Randers nok have beholdt Mikael Ishak et halvt år mere og set stort på de penge, de fik for ham. Nu risikerer de jo ikke at komme med i slutspillet.

De klamrer sig til optimismen i Randers, for de skaber stadigvæk en hel del målchancer. Men vi må konstatere, at de har været virkelig uskarpe til at udnytte dem. Deres udnyttelsesprocent af chancer er rent ud sagt miserabel!

Lige siden tiden med Colin Todd har Randers været dygtige til ikke at lukke mål ind. Det er et faktum.

Omvendt har de ikke været toppen af poppen, når det kommer til de mest scorende hold i ligaen. Men Randers har virkelig fået en flot pointhøst, på de bolde, de har sparket i netmaskerne. Nu er det nærmest det modsatte… Alt for nemt at score mod Randers.

Holdet savner kreative kræfter! Udover Kasper Fisker, er der nemlig ikke nogen der byder ind med de kreative indslag.

I Randers er de dog selv udmærket klar over situationens alvor. De hverken klager eller piber over kritikken, men erkender de kritiske omstændigheder. Det er ikke som Komiske Ali, der ikke vil se problemerne i øjnene. Og der er ikke andre end dem selv, der kan redde dem ud af suppedasen. Det er tæt på at være det samme mandskab, som spillede i efteråret. Men nu er de blottet for selvtillid og overskud.

De har brug for flere mand til at løfte byrden. For Fisker kan ikke stå for det hele alene.

Når tingene flasker sig, er det nemt nok at løfte i flok, men omvendt når resultaterne ikke går ens vej, ja så daler selvtilliden og troen på egne evner. Det er ofte det aspekt, der afgør, om man kan tænke kreativt eller ej.

60511114.jpg 
Det er trænerstabens fornemmeste opgave at sørge for at få vendt stemningen på holdet. Og det gælder i øvrigt også både direktøren og sportschefen. Man kan ikke melde sig ud…

Alle skal bidrage, så man kan komme ud af krisen.

Det er jo heldigvis heller ikke, fordi administrerende direktør, Michael Gravgaard, ligger på den lade side. Han fik en stor fanskare til at møde op på Silkeborg Stadion i søndags, og det så angiveligt ud til, at der var mødt flere Randers Fans op end Silkeborg-fans. Og Michael Gravgaard stod endda placeret sammen med tilskuerne. Det er dedikeret arbejde.

Læs mere om den seneste Superliga-runde her:

Ville undgå familiestrid: FCN-helt skiftede navn på spillertrøjen

Her er forklaringen: Derfor kollapsede Brøndby

TV: Trods drømmestart: BIF smider sejren mod FCN - Se alle fem mål fra kampen her...

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind