Topfolk håber på nye Vejle-aftaler

Cheftræner Constantin Galca og anfører Jacob Schoop håber at blive i Vejle, når deres kontrakter udløber

Constantin Galca håber, at han også i næste sæson er i Vejle Boldklub. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Constantin Galca håber, at han også i næste sæson er i Vejle Boldklub. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Vejle Boldklub kæmper i øjeblikket for at overleve i Superligaen, men det er ikke det eneste, der fylder i Nørreskoven.

Det er endnu uvist, om cheftræner Constantin Galca og anfører Jacob Schoop skal fortsætte i klubben i næste sæson. De to nøglefigurer har nemlig begge kontraktudløb til sommer.

Constantin Galca, som har været i Vejle siden marts 2019, er selv optimistisk om sin egen fremtid i klubben. Han håber således at forlænge samarbejdet.

- Det er min førsteprioritet at blive i klubben. Men det vigtigste lige nu er, at klubben holder sig oppe i Superligaen, siger Galca.

Glad for samarbejdet med Galca
Søndag tabte Vejle med 0-1 ude mod Sønderjyske. Før kampen udtalte teknisk chef i Vejle, Jacob Krüger, til Eurosport, at der er tæt dialog mellem klubben og Galca.

Jacob Krüger fortalte desuden, at der på begge sider er overvejelser om, hvorvidt parterne er interesserede i at fortsætte samarbejdet, hvis det ender med nedrykning.

Hvis anfører Jacob Schoop selv bliver hængende i Vejle, ser han gerne, at klubben forlænger med cheftræneren.

- Jeg har det rigtig godt med Constatin Galca, og jeg er rigtig glad for at arbejde under ham.

- Vores udvikling under Galca har været positiv. Jeg synes, at vi har et anderledes udtryk, end sidst vi var i Superligaen. Vi er mere afklarede i den måde, vi gerne vil spille på, og vi er mere solide.

'Mit hjem i fem år'
- Selvfølgelig håber jeg, at han bliver, siger Schoop.

Jacob Schoops egen kontrakt udløber som nævnt også til sommer. Han fortæller, at han er i dialog med klubben, som han kom til i 2016.

- Det er noget, jeg løbende tænker over. På banen og til træning er der ingenting, for der er jeg professionel nok til at yde 100 procent for holdet. Vejle har været mit hjem i fem år, og det håber jeg, at det bliver ved med at være, siger han.