Topklubber jagter Karim Zaza

Den tidligere topmålmand Karim Zaza fortæller, at der er interesse fra klubber i Superligaen

Karim Zaza er en eftertragtet herre. Foto: Lars Poulsen
Karim Zaza er en eftertragtet herre. Foto: Lars Poulsen

Han var en af Superligaens bedste målmænd, den tidligere FC København-, OB-, Brøndby- og AaB-keeper Karim Zaza.

Og noget tyder på, at han også som målmandstræner er eftertragtet.

Den nu 44-årige tidligere landsholdsspiller fra Marokko, der er målmandstræner i Vendsyssel, fortæller i seneste udgave af Nordjyskes podcast, at der har været rigeligt med tilbud på det seneste. Også tilbud fra udlandet.

- Jeg har inden for de seneste halvandet år fået tilbud fra to top fire-klubber i Danmark, men det passer ikke lige ind i mine planer med min familie.

- Og for 14 dage siden fik jeg faktisk et tilbud fra Japan om at komme derover og blive målmandstræner. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil tingene, men for mig er min familie det allervigtigste lige nu.

- Jeg har en datter på seks år, og jeg har viet mit liv til fodbold i mange år, men sådan er det ikke mere. Fodbold betyder meget, men min familie betyder alt, lyder det blandt andet fra Karim Zaza i Ripodsten.

Karim Zaza nåede 322 Superliga-kampe for de førnævnte klubber. I 2001, 2002 og 2003 vandt han 'Det Gyldne Bur', der uddeles af Tipsbladet, som bevis på, at han i de år var den bedste målmand i dansk klubfodbold.

Det var og er fortsat målmændene i de danske divisionsklubber, der stemmer til 'Det Gyldne Bur'.

Se også: Markant CL-udspil: Knytnæve til de store klubber

FC København - 6. sep. 2019 - kl. 18:57 Pinligt Bendtner-klip går Europa rundt

De skøreste kampe i Superligaen

 

Grøn spraymaling i Viborg

Vinteren var hård i 2003, men Viborg Stadion havde varme i banen, så forårets første hjemmekamp mod Farum var ikke i fare. Troede de grønblusede. For nogle sensorer drillede, så selvom varmen var tændt, var det ene felt ikke tøet op.

Dommer Steen Knudsen foreslog at rykke banen, men det efterlod et nyt problem: De hvide kridtstreger. En lokal malermester sponserede grøn spraymaling, men det blev en sørgelig omgang, og kampen blev udsat.

Farum-træner Christian Andersen (billedet) var rasende, da også forårets første kamp mod AGF var udsat på grund af frost: Det ender med, at vi dumper så langt ned i tabellen, at vi ligger til nedrykningen, inden vi spiller forårets første kamp! Så galt gik det ikke. Farum vandt den udsatte kamp 3-1 og endte med bronze.

 

Bosse og de 179 andre

B93 har kun spillet en sæson i Superligaen, men den københavnske klub nåede alligevel at sætte en rekord. 20. maj 1999 mødte blot 180 tilskuere op på Østerbro Stadion for at se kampen mod Viborg.

De fik alle deres navn i Politiken, som i sin legendariske kampreportage havde navnene på samtlige tilskuere – minus én. Landstræner Bo Johansson ønskede ikke at oplyse navnet på fruen, som han havde slæbt med til fodbold.

 

Gorm blæste kampen væk

Det ruskede i Danmark 29. november 2015. Stormen Gorm ramte, men i Herning mente man, at der kunne spilles fodbold, og FC Midtjylland garanterede, at topkampen mod FCK blev spillet.

Omkring 900 københavnske fans kæmpede sig til Herning … for blot at konstatere, at kampen blev aflyst en time før kickoff. FCK var rasende, men fik revanche på banen året efter. 3. marts 2016 vandt de det udsatte opgør 1-0.

 

Baneinvasionen i Horsens

Sidste sæsons opgør mellem Horsens og Brøndby fik en skandaløs afslutning. Og nej, Brøndby-fans, her tænker vi ikke på de to sene scoringer af Finnbogason, der sendte guldet til Heden…

De blågule smed i tillægstiden mesterskabet, og det blev for meget for en gruppe Brøndby-fans. De trak efter slutfløjt hætterne godt ned over hovederne, invaderede banen og viste med råb og kropssprog, at de var utilfredse med Zorniger & co.

 

Duncans maveplasker

Regnen væltede ned over Brøndby, da Silkeborg i sensommeren 2006 var på besøg. Dommer Anders Hermansen udsatte i første omgang kampen en halv time, men regnen fortsatte og forvandlede banen til et badeland.

Det inspirerede Morten ’Duncan’ Rasmussen og de andre Brøndby-spillere. De lavede sjov i vandpølen, men for ’Duncan’ endte det bogstaveligt talt en maveplasker, da han pådrog sig en knæskade.

 

Røvfuld til amatører

Lyngby blev halvvejs inde i sæsonen 2001/02 erklæret konkurs, og træner Poul Hansen og truppen blev fritstillet.

Sæsonen blev færdigspillet med en blanding af amatører, lykkeriddere og folk med et stort Lyngby-hjerte. Første opgave for Hasse Kuhns hastigt sammenbragte flok var i Aarhus i december 2001. Gæsterne tabte 7-0, men en senere Superliga-topscorer fik såmænd debut: Den bare 17-årige Morten Nordstrand.

 

Fisker og romerlysene

Knud Erik Fisker fik farvede støvler, før de kom på mode, og formåede ofte at stjæle fokus. Det gjorde han også 1. september 1995, da han afbrød kampen mellem AaB og Brøndby på grund af afbrænding af romerlys.

Det var ikke ulovligt at afbrænde romerlys, og selvom der via højttaleranlægget blev advaret, var afblæsningen en større skandale. Det sidste kvarter blev afviklet i april 1996. Brøndby vandt 3-0.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere