Triumferer mirakuløst i nedrykningsgyser

Et nervøst opgør udviklede sig til en sand gyser, da Lyngby Boldklub vendte det hele på hovedet i anden halvleg mod Silkeborg IF og dermed sikrede sig det første skridt mod endnu en sæson i Superligaen efter en dramatiske remis

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Sidste søndag kunne Lyngby Boldklub juble over klubbens første sejr i 21 forsøg. Træner Thomas Nørgaard og co. sikrede sig nemlig sidste weekend den første sejr i Superligaen siden oktober.

Det skete som bekendt med 2-1-sejren over Silkeborg IF i det første opgør af de i alt to dramatiske playoffkampe i det berømte og berygtede nedrykningsspil.

Til returopgøret søndag eftermiddag på Silkeborg Stadion havde de kongeblå derfor et fordelagtigt og gunstigt udgangspunkt – men favoritværdighed var der ikke tale om.

Lyngby-anfører Mathias Tauber, der har været ude med en knæskade i godt et års tid, var tilbage i Thomas Nørgaards trup.

Silkeborg måtte til gengæld undvære Jens Martin Gammelby, der til søndagens returopgør sad ude med karantæne. Fodboldens disciplinærinstans havde således i ugens løb straffet den talentfulde Silkeborg-profil med to spilledages karantæne for at have sparket ud efter Lyngby-angriberen Jeppe Kjær i det foregående opgør.

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

Utvivlsomt en streg i regningen for Silkeborg-træner Peter Sørensen. Selv samme måtte også se bort fra klubbens nykårede pokalfighter Simon Jakobsen samt Sammy Skytte og Casper Sloth på grund af skadesproblemer og sygdom.

Men det ændrede nu ikke på det faktum, at det var to Superliga-hold, der søndag eftermiddag kæmpede indædt for deres eksistens i Danmarks bedste række. Succes eller skuffelse balancerede på en knivsæg på Silkeborg Stadion i Superligaens første knald eller fald-runde i nedrykningsspillet.

De medrejsende Lyngby-tilhængere gav fra kampens start virkelig hjemmebanepublikummet kamp til stregen.

Og der var tænding på allerede i kampens indledning.

Silkeborgs frontmand Gustaf Nilsson blev sendt i dyden, og i forsøget på at løbe bolden op ramlede han med en løftet albue ind i Lyngby-målmand Oskar Snorre, der kom først på bolden.

Snorre blev send til tælling og måtte tilses, mens der opstod tumult mellem de to mandskaber. Nilssons forseelse blev kvitteret med et gult kort af dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen.

Efter en nervøs start fra begge hold, virkede det til at Silkeborg-spillerne fik kampen nogenlunde under kontrol. Og især Nilsson virkekede tændt. Svenskeren ledte ustandseligt efter hullerne i Lyngbys bagkæde og blev flere gange sendt af sted i dybden – dog uden held.

De kongeblå lod ikke til at ville satse alt på ét bræt fra kampens start, og initiativet blev lagt over på hjemmeholdets skuldre.

Men efter 19 minutter gik der alligevel et sus gennem hjemmeholdets tilskuere.

Lyngbys Jesper Christjansen kom nemlig frem til en stor chance foran Silkeborg-målet efter et flot forarbejde af Jeppe Kjær i højre-siden. Men midtbanemanden formåede ikke at få kontrol over bolden og sendte i stedet den lille runde et stykke over mål – til stor lettelse for silkeborgenserne.

Thomas Nørgaards tropper forsøgte at rykke formationen lidt længere frem på banen, så de kunne stresse hjemmeholdet i deres opspil. Men selv om Lyngby-spillerne genvandt mere af kontrollen, blev der ikke produceret de helt store chancer.

Der var tydeligvis meget på spil i Silkeborg. Både Silkeborg og Lyngby var derfor forsigtige med for alvor at give den gas. Peter Sørensens tropper skulle i realiteten jo blot score en enkelt kasse og holde buret rent, mens Lyngby sagtens kunne stille sig tilfredse med deres 2-1-føring fra første opgør.

Det blev til fem hjørnespark til Silkeborg i 1. halvleg, som hjemmeholdet ganske enkelt fik alt for lidt ud af.

Og en enkelt afslutning inden for målrammen var heller ikke just sindsoprivende.

Det mest dramatiske i slutminutterne af 1. halvleg var en grim, grim tackling af Lyngbys Herolind Shala, der får stemplet Ibrahim Moro, som faldt skrigende til jorden.

Men det ændrede ikke på, at begge mandskaber gik til pause efter en nervøs og afventede første omgang.

Til gengæld blev 2. halvleg skudt i gang med et jubelbrøl fra hjemmeholdets fans. Efter blot to minutters spil kunne en umarkeret Gustaf Nilsson ekspedere bolden i kassen efter et oplæg i venstre side fra Gustav Dahl til forreste stolpe.

Lyngby-forsvaret snorksov og blev straffet for deres uopmærksomhed. Nu var det pludselig Søhøjlandets krigere, der var på vinderkurs. Og Silkeborg fastholdt presset.

Davit Skhirtladze var endda tæt på at bringe Silkeborg foran 2-0 med et stærkt hovedstødsforsøg efter et frispark, men kuglen røg lige i handskerne på Oskar Snorre.

Efter 59 minutter spillede den høje svensker Gustaf Nilsson atter engang en hovedrolle, da han fik kæmpet sig igennem Lyngbys bagerste geled. Snorre i Lyngby-målet fik opsnappet bolden og fældet Nilsson, men kuglen gled fra ham og lige i fødderne på Vladimir Rodic, der ubesværet kunne sparken bolden i et tomt net til 2-0.

Men euforien på Silkeborg Stadion varede ikke længe. Efter en kritisk periode for Lyngby blev skæbnen pludselig lidt lysere for gæsterne. Et effektivt kontraangreb og en fiks stikning fra angriberen Jeppe Kjær til den purunge 19-årige Adam Sørensen resulterede i en reducering til 1-2.

Lyngby-kanten sparkede konsekvent kuglen i kassen bag en sagesløs Peter Friis Jensen i Silkeborg-målet.

Det var Lyngby, der fastholdt momentum efter scoringen, og efter en hård duel på midten af banen valgte dommeren at dømme fordel til Lyngby, der hurtigt udnyttede et uopmærksomt Silkeborg-forsvar.

Jesper Christjansen blev sendt i dybden og driblede listigt udenom Friis Jensen og sendte en flad bold mod mål. Dennis Flinta forsøgte i fuld længde at afværge katastrofen, men bolden trillede i mål til stillingen 2-2.

Nu var gode råd dyre for Peter Sørensen, og det sidste offensive kort i form af Magnus Mattson blev sendt på banen.

Lyngby-feltet udviklede sig i slutminutterne til et skydetelt, men det blev en smule overilet og febrilsk for Silkeborg.

Efter fem minutters tillægstid brød jublen ud blandt Lyngby-spillerne og ikke mindst gæsternes tilhængere efter et yderst dramatisk opgør, der endte 2-2.

Fotocollage: Ritzau Foto Sport og Spil Han var verdens bedste dommer: Var lænket til en kørestol

20 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere