Truslen fra den tomme tribune

Stemningen kan fise ud af Superligaen: Indførelsen af det såkaldte away-kort betyder, at mange fanklubber overvejer en boykot af udebaneture

Der kan blive temmelig tomt på Brøndbys udebaneafsnit til efterårets Superliga-kampe. (Foto: Lars Poulsen)
Der kan blive temmelig tomt på Brøndbys udebaneafsnit til efterårets Superliga-kampe. (Foto: Lars Poulsen)

- Vi ser ingen anden mulighed end at opfordre vores medlemmer i Superligaen til at boykotte udekampene – og dermed awaykortet. Brøndby Support og Black Wolves har meldt ud, at de sløjfer busturene til klubbens udekampe, og vi håber, at flere af vores medlemmer vil følge trop.

Så kontant formulerede foreningen Danske Fodbold Fanklubber sig fredag, efter at Superliga-klubberne gennem Divisionsforeningen har vedtaget, at alle fans, der rejser til deres holds udebanekampe, skal have et såkaldt away-kort, som det kendes fra FCK.

Det kan betyde, at stemningen til nogle af efterårets Superliga-kampe kan blive noget mat, når skarer af de mest dedikerede fans bliver hjemme. Ikke mindst Brøndby Supports støtte til tiltaget kan blive mærkbar.

Se også: Danske fans i oprør mod klubberne: Vores arbejde er spildt

- Hvis vi tager samlet af sted, så er det i snit 1000 personer, der rejser til udebaneture. Jeg mener, det er, hvad der i gennemsnit kan være på udebane afsnit, lyder det fra næstformanden i Brøndby Support, Sarah Agerklint.

- Størstedelen kommer jo fra de organiserede grupper, så et bud er, at 80 til 90 procent af fansene ville blive væk fra turene. Men det er blot et bud, siger Agerklint.

I den måske kommende Superliga-klub AGF er der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling i fanklubben, hvor man skal kigge på en vedtægt, som forpligter fanklubben til at arrangere udebaneture. Flere andre fanklubber har lignende vedtægter, som der kigges på i disse dage.

I alle fanklubberne overvejer man nemlig lige nu, om man skal støtte en boykot af udebaneturene.

Det er ikke ligefrem sød musik i ørerne på Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, men beslutningen står ikke til at ændre.

- Det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, hvis de vælger at blive væk, siger Thomsen.

Se også: Boykot: Brøndbys officielle fans vil blive væk

- Men beslutningen er truffet, og kortet bliver indført. Vi må se, hvad det kommer til at betyde. Men vi har imødekommet de fleste af fansenes ønsker, undtaget ønsket om, at kortet ikke bliver indført. Det her er den eneste måde, vi kan forhindre folk, der har karantæner, i at komme ind på stadion.

- Det er selvfølgelig ikke noget mirakelmiddel. Men det bliver nemt at gå til. Man kan bestille kortet og gå til fodbold samme dag. Der vil selvfølgelig være en indkøringsperiode, og så må vi få syn for sagen, siger direktøren.

Claus Thomsen mener ikke, at man – som DFF gør – kan sammenligne det away-kort, som Divisionsforeningen vil indføre, med andre typer af away-kort rundt omkring i Europa, som har ført til markante fald i tilskuertallene. Det danske system skulle blive enklere.

- Det er da ikke fordi, jeg ikke synes, det er ærgerligt, at vi skal have det kort. Men det er nødvendigt, mener Claus Thomsen.

Brøndby Support
I den kommende sæson må Brøndby IF vinke farvel til opbakningen på udebane, når awaykortet er en realitet. Brøndby Support ønsker ikke at arrangere busture til klubbens udekampe, hvis et awaykort er påkrævet af deltagerne på turene. Vi opfordrer desuden vores medlemmer til at følge trop og helt boykotte udebanekampene og awaykortet. (Officiel udmelding)

Black Wolves (FCM)
Der vil fremadrettet blive iværksat en række aktioner med bred opbakning fra hele fanmiljøet, for at lægge maksimalt pres på beslutningstagerne. I yderste konsekvens kan det betyde at Black Wolves ikke længere vil arrangere busser til FC Midtjyllands kampe, hvis det kræves at deltagerne skal have et away-kort. Ligeledes vil Ultras Midtjylland & Midtjylland Ungdom boykotte klubbens kampe i Superligaen. Vi står sammen i kampen mod ligegyldig symbol-politik. (Officiel udmelding)

Randers FC Support
Vi har endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt vi støtter en boykot. Nogle fans siger, at de fortsat vil tage med på udebane, mens andre støtter en boykot, fordi det er principielt. Vi har det problem, at der står i vores vedtægter, at vi SKAL arrangere ture. Det må vi have kigget lidt nærmere på i bestyrelsen. (Formand Louise Andersen)

Blue Knights (Esbjerg)
Fansene er ikke blevet hørt eller taget med på råd. Og vi ønsker ikke noget, der ikke virker. Så vi er langt hen ad vejen enige med DFF. Der står i vores vedtægter, at vi skal støtte klubben ude og hjemme. Men vi bliver nødt til at samle bestyrelsen og tale om det. (Formand Anders Bjerring)

Wild Tigers (FCN)
Vi er imod away-kortet. Det kommer til at ramme os alle sammen. Det er noget lort! Og det rammer jo de små klubber hårdere, fordi en stor del af det sociale i de små klubber er bundet op på udebane-turene. Det vil skabe en dominoeffekt blandt de mere spontane fans, som måske vil blive væk. (Kasserer Helle Fahlgren)

FC København Fan Club
Ingen kommentarer. Vi har jo allerede et away-kort. Derudover har vi ingen kommentarer til det. (Formand Lars Thor)

AaB Support Club
Vi er imod away-kortet. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Der har ikke været nogen dialog om det, og det sender et signal om, at det er farligt at få til fodbold. Og folk, som kun kommer til en enkelt kamp om året, gider nok ikke sådan et kort. Hvordan vi forholder os til en boykot af udebaneturene skal vi lige have diskuteret igennem i bestyrelsen. (Formand Mads Aagaard)

De stribede (OB)
Det er nogle kraftfulde udmeldinger, DFF er kommet med. Det er ingen hemmelighed, at vi er imod away-kortet. Hvad i alverden skal vi med det kort? Det har ikke haft nogen særlig effekt der, hvor det er blevet indført. Men før vi træffer en beslutning om en boykot, skal vi lige have talt sammen med bestyrelsen og have et møde med DFF. (Formand Stig Stubgaard)

42 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere