TV: FCK'er scorer karrierens bedste - men er det også rundens mål?

Der blev scoret nogle flotte kasser denne runde i Superligaen - Thomas Delaney udråbte endda sit mål mod Brøndby som det bedste i karrieren. Bedøm selv, hvilket der var det bedste blandt de tre nominerede

Superligaen bliver tit nedværdiget i forhold til andre større ligaer i Europa, da kvaliteten ikke er særlig høj i forhold til Premier League, Bundesligaen eller La Liga.

Ganske rigtigt er der en naturlig niveau-forskel mellem den danske og engelske liga, da de bedste spillere tørner ud i udlandet - men det betyder nødvendigvis ikke, at vi af og til ikke kan være vidner til tekniske lækkerier i Suppen.

Og det er denne runde et meget godt bevis på.

Godt nok mangler OB stadig at spille imod FC Vestsjælland senere i dag, men vi tager alligevel chancen og nominerer de tre bedste mål fra runde 20. For det var konge-kasser, vi var vidner til denne weekend.

Første kandidat er den tidligere Brøndby-mand Mikkel Thygesen, der scorede sit første mål i Hobro-trøjen søndag, da nordjyderne slog bundproppen Silkeborg med 1-0. Og hvilket første mål fra Thygesen.

Stadionuret havde ikke engang rundet det første minut, før Thygesen flot havde flugtet bolden ind i venstre hjørne fra kanten af feltet, uden chance for Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard.

Og hovedpersonen selv mente også, at det var et af hans bedste mål i karrieren.

- Jeg har lavet nogle frisparksmål fra 30 meter, som også var ret gode, men det her må være et af de bedste, sagde Mikkel Thygesen til Jyllands-Posten efter kampen.

- Jeg kunne se, at jeg ikke ville nå bolden i feltet, så jeg trak mig lidt tilbage og prøvede at gætte, hvor bolden ville falde ned.

Senere den eftermiddag tog FC København imod Brøndby i et vaskeægte rival-opgør i Parken, som københavnerne i sidste ende trak sig sejrrigt ud med en 3-1-sejr.

Udover de tre point kunne FCK'erne også glæde sig over, at to af deres spillere scorede to fremragende kasser i kampen.

Først bragte Daniel Amartey hjemmeholdet foran med et drømmemål få minutter før pausen.

Brøndby-forsvaret headede et indlæg ud af feltet, men lige uden for stod den ghanesiske spiller klar til at fyre missilet af - og hvilket missil!

Amartey ramte den lige i røven - som man siger - og så kunne Lukas Hradecky ellers sprælle løs i målet, som meget han nu ville, for den afslutning ville en Manuel Neuer ikke engang være i nærheden af at tage.

Og til sidst i opgøret var det så endnu en FCK'er, der kunne prale med at score et konge-mål i Parken den eftermiddag.

Thomas Delaney havde ud af øjenkrogen set, at Hradecky var gået lidt ud af sit mål - og i stedet for at hamre en afslutning af sted mod kassen, valgte midtbanespilleren elegant at chippe bolden over en prisgivet finsk målmand.

Og Delaney var da heller ikke bange for at udråbe netop dét mål som sit allerbedste i karrieren.

- Det var fandeme godt, det var karrierens bedste mål. Situationen åbnede sig, og jeg havde mere overskud end min modstander, og det var nok til at sætte den lille kraft i bolden, den behøvede, udtalte Delaney efter kampen til FCK's hjemmeside.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere