TV: Nedtur for AGF - Her scorer Hobro årets første mål

Den tidligere AGF-spiller Kasper Povlsen straffede sine tidligere holdkammerater og sikrede Hobro et point i Aarhus

Hobro fik 1-1 med hjem fra Aarhus (Foto: Gregers Tycho)
Hobro fik 1-1 med hjem fra Aarhus (Foto: Gregers Tycho)

AARHUS (Ekstra Bladet): Det blev et glædeligt gensyn med Aarhus for Kasper Povlsen, da han lørdag eftermiddag gjorde det onde ved sin tidligere klub og bragede et langskudsmål ind til resultatet 1-1 i pointdeleren mellem AGF og Hobro.

Det var ellers på ingen måde fordi, de 8.382 tilskuere blev forkælet med fodboldlækkerier fra de 22 aktører på banen i Aarhus. Bortset lige fra Kasper Povlsens perle. AGF-træner Glen Riddersholm havde inden kampstart proklameret, at AGF skulle spille med tålmodighed for at låse Hobros kompakte defensiv op. Og hold da op, hvor var AGF også tålmodig.

Den første halve time virkede det ikke til, at AGF overhovedet havde medbragt det rigtige værktøj til opgaven. Et utal af lange bolde blev høvlet op mod Morten ‘Duncan’ Rasmussen, og derefter håbede man på det bedste på andenboldene.

Bevares, Duncan er god i luftspillet, men hverken Babajide Ogunbiyi eller Anders Egholm er amatører ud i kunsten luftdueller. Derfor blev det ikke til mange afslutninger i de første 30 minutter. For det er næsten unødvendigt at skrive, Hobro ikke bød ind med ret meget i det chanceskabende spil.

Men som AGF fandt ud af, hvor lidt Hobro investerede frem ad banen, kom hjemmeholdet mere frem og trykkede efterhånden gæsterne i bund. Det udmøntede sig i første omgang til at nogle farlige skud fra distancen.

Først sendte Danny Olsen et fladt spark lige forbi stolpen, så løftede Josip Elez et fint frispark lige over tværstangen inden Daniel A. Pedersen endelig testede Jesper Rask, der i et tigerspring fik reddet DAPs langskud til hjørne efter knap 40 minutter.

Nu steg stemningen på tilskuerpladserne, og det lå i luften, at Hobro-forsvaret snart ville bukke under for presset som så ofte før denne sæson. Det var tæt på at ske allerede ved det efterfølgende hjørnespark, men en løs bold blev reddet på målstregen.

Små fem minutter inden pausen gik den dog ikke længere for superligaens prügelknabe. Efter en sand belejring af Hobros målfelt endte bolden for fødderne af tilbagevendte Danny Olsen, der med en yderside sendte AGF på sejrskurs.

Danny Olsen scorer til 1-0 - se målet i bunden af artiklen (Foto: Gregers Tycho)
Danny Olsen scorer til 1-0 - se målet i bunden af artiklen (Foto: Gregers Tycho)

Stor jubel i Aarhus, men det holdt ikke hele kampen (Foto: Gregers Tycho)
Stor jubel i Aarhus, men det holdt ikke hele kampen (Foto: Gregers Tycho)

Se AGF-målet her:

Se også: Bet for mestrene: Kæmpe-indkøb færdig for sæsonen  

Se også: Slut: AGF skuffer mod bundprop

Se også: FC København bruger flest penge på agenter

I anden halvleg fortsatte kampbilledet fra første akt, og det var ved første øjekast ikke til at se, Hobro var tvunget til at jagte en scoring og et resultat. Men som AGF kom nærmere forårets første sejr, blev spillet mere nervøst og fejlene hyppigere.

Efter 67 minutter var det ved at gå galt for hjemmeholdet, da Jens Jønsson smed bolden væk på midten af banen. Indskiftede Quincy Antipas opfangede lynhurtigt situationen og spillede Wilfried Domoraud fri, men han brændte på en fremadstormende Steffen Rasmussen.

Hobro formåede på dette tidspunkt af kampen at sætte et moderat pres på AGF, og med 20 minutter igen fik gæsterne udbytte af deres mod. Efter et hjørnespark havnede en dårlig clearing fra Daniel Christensen for fødderne af den forhenværende AGFer Kasper Povlsen, der viste sit tidligere hjemmepublikum noget, de sjældent så, da han optrådte for de hvide.

Povlsen hamrede til bolden, der som en kanonkugle bragede i nettaget bag Steffen Rasmussen til 1-1. Flot comeback af Hobro, der ikke har haft mange succesoplevelser i år.

Se Hobro-målet i toppen over artiklen

Kampens slutfase gik over stok og sten rent tempomæssigt, og begge mandskaber jagtede det fulde udbytte. Men på trods af det bølgende spil formåede ingen af holdene at sætte dødsdødet ind, og rigtig farligt blev det egentlig ikke.

Derfor fik Hobro fortjent sit første point og sin første scoring, mens Glen Riddersholm må være skuffet over, man ikke formåede at leve op til favoritværdigheden mod ligaens nummer sjok.

Hobro fik 1-1 med hjem fra Aarhus (Foto: Gregers Tycho)
Hobro fik 1-1 med hjem fra Aarhus (Foto: Gregers Tycho)
 

Se også: Kom til Danmark efter kontrakt-kludder: Nu ryger han hjem igen

Se alt fra kampen i samme klip her:
 

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere