Uhre lynede, da Brøndby viste mesterklasse

Jyden skulle kun bruge 19 minutter på at hamre tre scoringer ind i Odense

Efter flere forsøg: Uhre sparker Brøndby i front i Odense!
Følg Superligaen

Hvor er Brøndby bare mesterlige! Folkene fra Vestegnen kunne alt det, som hjemmeholdet fra den fynske jammerdal IKKE var i stand til – og Mikael Uhre var i særklasse skarp foran kassen.

Der er simpelt hen ild i bødlen fra Ribe, der hamrede sig i front på topscorerlisten med der i gamle dage hed et vaskeægte hattrick.

Tre gange slog han til inden for 19 minutter i første halvleg, så var det hattrick i hus og de stribede sendt til bunds i Odense Å sammen med samtlige drømme og forhåbninger om at snige sig med ind i det sjove slutspil. Muligheden for top seks eksisterer i teorien – og kun dér.

Oliver Christensen udrettede endda tre mindre mirakler i buret, inden Brøndby gik i front i det 20. minut, så faktisk skulle fynboerne prise sig lykkelige over ’kun’ at være bagud 0-3 ved pausen.

OB kom ellers ud med et vist tryk på gæsterne – men uden at skabe nævneværdige målchancer på en mark, der så ud som om, der havde været afholdt  finske mesterskaber i en kombination af spydkast og traktortræk om formiddagen.

Det generede gæsterne mindre end værterne, og fra det 14. til det 40. minut skabte de seks stor chancer. Legende let.

Peter Bjur fyrede af med venstre, men Oliver Christensen fik handsken på og skubbet til hjørne. Morten Frendrup spillede flipper-maskine med bl.a. Kevin Mensah, Hedlund og Lindstrøm, og OB-keeperen fik igen afværget.

Simon Hedlund blev sendt helt fri på en guddommelig aflevering fra Peter Bjur, men Oliver Christensen kom ud, fik blokeret og kort efter sparket affaldet ud af kommunen.

Og der må jubles! Mikael Uhre plaffede et hurtigt hattrick ind, og så var dén ged skalperet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Og der må jubles! Mikael Uhre plaffede et hurtigt hattrick ind, og så var dén ged skalperet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

Så vidt, så godt set med fynske briller. Så startede det fynske mareridt!

Jens Jakob Thomasen hang fast i mudderet, og Mikael Uhre stjal selvfølgelig kuglen og sparkede knaldhårdt og fladt Brøndby i front. Et kvarter senere var måltyven i der igen, da Jørgen Skjelvik tabte bolden, Jesper Lindstrøm fik kuglen med sig og spillede Uhre fladt og fri ved fjerneste stang. 0-2.

Fire minutter senere slukkede Mikael Uhre håbet hos den sidste fynske optimist, da han headede Jesper Lindstrøms flanke knaldhårdt i kassen. Hvorfor dommer Morten Krogh og folkene i VAR-vognen i forening kunne finde en offside, en annullering – og derefter accept af scoringen får stå fuldstændig i det uvisse.

OB-erne nåede at glæde sig – hvis den slags næsten er muligt på det grundlag – over annulleringen, inden  Brøndby-spillerne fuldt fortjent kunne juble færdig.

Anden halvleg skulle vel egentlig bare overstås. Oliver Christensen måtte dog nok engang ud i en dobbeltparade kort inden den spillede time. Men freden sænkede sig, mens gæsterne hyggede den hjem, og OB fortsat havde store problemer med at sætte fire afleveringer sammen.

Emmanuel Sabbi kunne dog nok kandidere til et straffespark til slut, da Andreas Bruus skubbede den fynske sputnik ud af balance, men den så hverken dommer eller folkene i VAR-vognen.

Brøndby har mange stærke kort på hånden, og trioen Hedlund, Uhre og Lindstrøm lyder godt nok som et svensk poporkester på turné – men de spiller faktisk sammen med alle de andre til den helt store guldmedalje.

Men det vil de jo nok ikke sige. Højt…

Kongemord!

Storklub køber rovfugle til at passe på græstæppet

Slagter dansk fodboldboss: - Hjælpeløs og svag

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.