Uventet hjælp til Brøndby: OB dummer sig i gyser

Fynboerne kom tidligt foran 2-0 i Farum, men måtte nøjes med uafgjort, og Brøndby vil med sejre i de sidste to kampe gå forbi fynboerne i tabellen

FARUM (Ekstra Bladet): De medrejsende OB-tilhængere sang om både bronze og Europa - men kun i 1. halvleg.

For deres helte smed en 2-0-føring i Farum og måtte nøjes med 2-2 mod FC Nordsjælland. Det ene point betyder, at den europæiske billet langtfra er i hus.

OB har på tredjepladsen godt nok et forspring på seks point til Brøndby på femtepladsen, men klubben fra Vestegnen har en bedre målscore.

Så med sejr over FC Midtjylland mandag aften og en mere i Odense på lørdag, vil de gå forbi fynboerne i tabellen.

Derfor kan det blive et dyrt pointtab for OB, der takket være scoringer af Oliver Lund og Bashkim Kadrii ellers fik en drømmestart i søndagens tidlige kamp.

FC Nordsjælland startede bedst og var tæt på at komme i front i femte minut, da Sten Grytebust tabte et indlæg i feltet.

Uafgjort mellem FCN og OB. Foto: Lars Poulsen
Uafgjort mellem FCN og OB. Foto: Lars Poulsen
 

Victor Nelsson havde et tomt målt at sigte efter, men hans forsøg gik forbi, og minuttet efter lå bolden i FCN’s eget målnet, da Oliver Lund udnyttede passivt forsvarsspil i venstre side.

OB’eren spadserede igennem, lagde bolden på tværs og var selv hurtigst over returbolden. Fra tæt hold sendte han fynboerne et skridt nærmere Europa.

Et skridt blev til to efter godt et kvarters spil. OB slog kontra, og selvom Bashkim Kadrii var alene omgivet af to forsvarsspillere, formåede han at score.

Nicolai Larsen kunne ikke holde fast i OB-angriberens afslutning, og Kadrii var først over returen. Fra en svær vinkel fik han via indersiden af stolpen prikket bolden i nettet.

FC Nordsjælland lavede børnefejl i forsvaret, og Jacob Barrett Laursen var tæt på at afgøre kampen allerede i 19. minut, men sparkede en ellers stor mulighed over mål.

Det var ikke, fordi FC Nordsjælland ikke havde chancer, men også helt fremme manglede de skarphed.

Bedst illustreret da Jonathan Amon efter en halv time sendte en afslutning over tribunen og ud i en af Farums parcelhushaver…

OB havde trænet på kunstgræs i hele ugen op til kampen, og de virkede som et hold, der befandt sig godt på underlaget i Farum.

FCN havde godt nok bolden meget, men havde vanskeligt ved at finde sprækkerne i den solide stribede mur.

Det var derfor ikke meget, som Sten Grystebust havde at bestille i den sidste del af 1. halvleg, men et par minutter før pausen tog det fynske forsvar sig en blunder.

Jonathan Amon spillede bande med en uheldige OB’er og passerede den kommende FCK-keeper med en fin afslutning.

Mikkel Rygaard jubler efter sin scoring, der sikrede FC Nordsjælland point mod OB. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Rygaard jubler efter sin scoring, der sikrede FC Nordsjælland point mod OB. Foto: Lars Poulsen
 

Det gav ikke den amerikanske kantspiller genvalg til 2. halvleg. Han blev erstattet af Ibrahim Sadiq, der hurtigt var tæt på at fremtvinge et straffespark.

Ramon Leeuwin gik i ryggen på ghaneseren, men dommer Anders Poulsen slog afværgende ud med armene.

Lille Sadiq lavede et godt indhop og var kraftigt involveret, da Mikkel Rygaard tidligt i 2. halvleg fik udlignet til 2-2.

Han spillede en ellers anonym Andreas Skov Olsen fri i dybden, og FCN-topscoreren fandt uselvisk Rygaard inde foran mål.

FC Nordsjælland trængte OB’erne langt tilbage på banen. Gæsterne forvarede med ni, og kun Kadrii lurede alene fremme.

Det var nordsjællænderne, der var bedst, og efter et mønsterangreb var Andreas Skov Olsen tæt på at slå til, men en fynsk fod kom i sidste øjeblik i vejen.

OB kunne ikke bruge et point til det vilde og satte Anders K. Jacobsen på banen i jagten på sejren. De fik efter en god nordsjællandsk periode bedre fat og var også indimellem gæster i FCN-feltet.

Det var dog hjemmeholdet, der havde flest chancer og var tættest på sejren.

Fem minutter før tid troede mange i Farum, at Andreas Skov Olsen havde afgjort opgøret for hjemmeholdet, men topscorerens forsøg strøg lige forbi, og det endte 2-2.

Dermed er spændingen om de europæiske pladser i den grad intakt, og der er lagt op til et brag i Odense i sidste runde, når Brøndby kommer på besøg.  

Se også: Stjernen siger stop: Forlader City efter drømmefinale

Se også: Knuser Barcelona i CL-finalen

Jan Bech Andersen og Brøndby står ved en skillevej. Hvis FCK skal udfordres i fremtiden skal der nye, store investorer ind i klubben, så magten fordeles på flere, ligeværdige hænder. Foto: Lars Poulsen. Sport og Spil Jan Bechs store opgør med Brøndby

Sønderjyske er presset af mange kontraktudløb. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Sport og Spil Superligaen Indefra: Riddersholm desperat presset

56 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere