Vanvittig målfest - nu fører de Superligaen

Det blev igen, igen et målrigt og medrivende opgør, da de to oprykkerklubber tørnede sammen på Esbjerg Stadion. Hjemmeholdet formåede dog ikke at udnytte deres utal af målfarlige muligheder, mens Vendsyssel-tropperne kynisk og effektivt slog til, når chancen bød sig

Vendsyssel fører Superligaen efter to sejre. Foto: John Randers/Ritzau Scanpix
Vendsyssel fører Superligaen efter to sejre. Foto: John Randers/Ritzau Scanpix

HJØRRING (Ekstra Bladet): Hjemmepublikummet på et flot og solbeskinnet Esbjerg Stadion tog imod deres helte – Anders Dreyer, Jacob Lungi Sørensen og co. De bød hjemmeholdet velkommen til en vaskeægte oprykkerduel mellem Esbjerg og Vendsyssel – første indbyrdes opgør i Superliga-regi.

Esbjerg-træner John Lammers var fortrøstningsfuld – opgøret ville ikke blive lige så målrigt som de forrige i sidste sæson i 1. division. Her stak det nemlig helt af i tre opgør med hele 15 kasser i alt! (Vendsyssel vandt to gange, mens Esbjerg vandt en.)

Vendsyssel jagtede tre point til samlingen – hvilket ville bringe dem op på en midlertidig førsteplads i Superligaen. Beundringsværdigt! Nordjyderne besejrede som bekendt OB i sidste uge med 3-2 efter en mandfolkepræstation.

Det var også gæsterne, der startede bedst. Vendsyssel tog hurtigt initiativet og dominerende i duellerne.

Efter en svingende start kæmpede værterne fra Sydvestjylland sig dog hurtigt tilbage i opgøret. Og Esbjerg-angriber Adrian Petre var første mand til teste Vendsyssel-defensiven. Et langt Esbjerg-indkast endte for fødderne af Petre, som resolut sparkede til kuglen – men bolden svævede dog tæt over mål.

Den talentfulde Esbjerg-kant Anders Dreyer var første aktør, der efter 10 minutters spil fik testet Nikolai Flø Jepsen i Vendsyssel-målet. Et hurtigt Esbjerg-angreb blev iværksat ned mod gæsternes mål. Bolden endte hos Dreyer, der instinktivt gik direkte mod kassen. Den 20-årige knægt sparkede bolden mod nærmeste målhjørne, men Flø diskede op med en flot redning.

Netop som hjemmeholdet så ud til at have overtaget styringen i opgøret, var det ved at gå gruelig galt i den modsatte ende tre minutter senere. Vendsyssels Moses Opondo sendte et fladt langskud af sted fra distancen, men venstre stolpe i Esbjerg-målet sendte kuglen retur og forhindrede en 1-0 føring til nordjyderne.

Herfra stod der Esbjerg på det meste. Højre-backen Daniel Anyembe viste glimrende takter i højre side – og ligeledes strålede Dreyer på højre-kanten.

Bombardementet i Vendsyssel-feltet fortsatte. Og det lugtede uomtvisteligt af en Esbjerg-scoring. Dreyer i fremdrift på kanten af feltet blev bremset på ulovlig vis af Vendsyssels Daniel Christensen, der indkasserede et gult kort for lovbruddet.

Fra kanten af Vendsyssel-feltet forsøgte Dreyer at sparke direkte på kassen. Den unge purk udviste X-Factor og krøllede bolden mod nærmeste målhjørne – Flø måtte i fuld udstrækning atter en gang diske op med en fremragende redning.

Gæsterne var i første halvleg i lang tid tvunget i defensiven – og selv om boldbesiddelsen var i Vendsyssels favør, så var esbjergenserne i 1. halvleg overlegne i statistikerne: Målforsøg, skud på mål og skud forbi mål.

Til gengæld kunne Vendsyssel-træner, Jens Berthel Askou, se sine tropper æde sig tilbage i opgøret kynisk og effektivt. Venstre-back Daniel Christensen gik med frem i venstre side og sendte et perfekt indlæg over mod bagerste stolpe til Lucas Jensen, der sikkert kunne sætte panden på og dirigere bolden over i det lange målhjørne ind bag Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet.

1-0 til nordjyderne efter cirka 40 minutters spil.

Og blot fem minutter senere var den gal igen i Esbjergs målfelt.

Et frispark fra Morten Knudsen blev ikke clearet ordentligt af Esbjergs forsvar. Efter en pareret afslutning endte bolden hos Daniel Anyembe, der febrilsk forsøgte at sparke bolden ud af kommunen. Vendsyssels Sebastian Czajkowski kom dog på tværs og fik sendt bolden lige i smasken, hvorefter den endte i kassen til 2-0 kort inden pausefløjt.

2. halvleg bød på en hurtig reducering af esbjergenserne. Dreyer sendte en farlig bold i dybden til Anyembe, der var suset med frem. Højre-backen slog en flad bold ind til Petre, som beslutsomt og determineret sparkede bolden op i krogen til 2-1.

Det gav for en stund Esbjerg-spillerne et tiltrængt momentum i kampens hede. Joni Kauko kæmpede sig frem til en afslutning efter knap 60 minutters spil, men finnens afslutning blev aldrig for alvor farlig for Flø i Vendsyssel-målet.

Efter 70 minutters spil tog Vendsyssel-kanten Washington Brandoao Dos for en stund gejsten fra hjemmepublikummet. Moses Opondo sendte bolden af sted til Brandoao i gæsternes venstreside. Og efter et par smarte træk var der pludselig en åben skudmulighed. Brasiliaeneren sparkede bolden over i det lange målhjørne til 3-1.

Netop som man troede at kampen var lukket. Netop som det så sortest ud for hjemmeholdet. Så dukkede Esbjerg-angriber Petre op tæt foran Vendsyssel-kassen og fik ekspederet bolden over stregen til 3-2 efter forarbejde af Agus Garcia ved bagerste stolpe.

Det endte med at blive en hektisk affære på Esbjerg stadion i slutminutterne. Esbjergenserne bed fra sig og var tæt på en udligning efter klumpspil. Flø i Vendsyssel målet reddede dog kastanjerne ud af ilden for gæsterne.

I vanlig stil efter et historisk VM – fristes man til at sige – blev der lagt minimum fem minutter tillægstid til i opgøret. Esbjerg lagde et højt pres og øjnede en udligning i de absolut sidste sekunder.

Men det endte lørdag aften med en 3-2-sejr til Vendsyssel efter en medrivende og endnu en målrig kamp. Vendsyssel fik tre point til kontoen og ligger nu på en midlertidig førsteplads i Superligaen med en bedre målscorer end AaB inden rundens resterende kampe.

Se også: Skidt generalprøve: Midtjylland i knæ inden europæisk eventyr

Se også: Scorer kæmpe gevinst: Danske mestre bekræfter lyn-salg

Se også: Voldsomt rygte: FCK kræver TRECIFRET millionbeløb for målmand

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere