Vanvittigt scenarie i Superligaen: Så kan det betale sig at tabe

Det kan komme de øvrige hold i Superligaen til gavn, hvis SønderjyskE vinder pokalfinalen. Så bliver holdet nemlig trukket ud af Europa League-playoff - hvis det altså kommer med i første omgang

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvis SønderjyskE vinder pokalfinalen og bevarer sin nuværende placering i Superligaen, bliver holdet trukket fra sine afsluttende ligakampe. Det påvirker både SønderjyskE's egen placering og tv-penge samt OB, Randers FC og AC Horsens.

Vi tager den lige helt fra begyndelsen:

SønderjyskE ligger i øjeblikket på andenpladsen i pulje 1 i gruppespillet. Det giver adgang til Europa League-playoff. Den endelige vinder af dét træder ind i første runde af Europa League-kvalifikationen i næste sæson.

Vinderen af pokalfinalen træder dog ind i tredje runde af kvalifikationen. Så hvis SønderjyskE vinder finalen, får holdet dén europæiske plads og bliver samtidig trukket ud af Superligaens Europa League-playoff.

I stedet får det hold, som SønderjyskE skulle have mødt, en frirunde.

Lad os tage udgangspunkt i den nuværende stilling. Da ville SønderjyskE skulle møde Randers FC, der fører den anden pulje. Forbliver stillingen, som den er, og vinder SønderjyskE pokalturneringen, får Randers altså lov til at sidde over i første runde af Europa League-playoff.

I den anden kamp skal OB og AC Horsens møde hinanden over to opgør. Det vil altså sige, at Randers får fordel af at spille to kampe færre i det allerede pressede kampprogram, inden holdet møder vinderen af OB-Horsens.

Kan betale sig at tabe
Værre er det, hvis SønderjyskE overhaler OB og slutter gruppen på førstepladsen. Da vil andenpladsen i den modsatte pulje kunne se frem til en fribillet til næste runde (fordi SønderjyskE jo bliver trukket ud). Dermed kan både Horsens og Randers spekulere i at tabe en eller flere kampe, så de kan få den andenplads.

Scenariet går også ud over SønderjyskE. Europa League-playoff bliver nemlig også brugt til at afgøre placeringer fra syvende- til tiendepladsen. Bliver SønderjyskE trukket fra playoffspillet, mister holdet altså chancen for at spille sig til en syvendeplads.

I stedet slutter de på niende- eller tiendepladsen. Der er omkring en millioner kroner i forskel i tv-penge på at blive nummer syv og ti.

Med til historien hører, at gevinsten ved at vinde pokalfinalen og træde senere ind i Europa League er større end det, SønderjyskE potentielt mister i den forbindelse. Hos Divisionsforeningen, som administrerer både Superligaen og Sydbank Pokalen, kan turneringschef Peter Ebbesen dog godt se pointen.

- Jeg forstår godt skismaet. Selvfølgelig betyder det noget for klubberne, om de bliver nummer syv eller ti i forhold til tv-penge. Men sådan er betingelserne, og det har de altid været i de sæsoner, vi har haft den her model. Det var jo præmissen, da man lavede turneringen, siger han til tipsbladet.dk.

- Tv-penge kan selvfølgelig være et issue. Jeg skal ikke være meningsdanner, men tv-aftalen skruet er sådan sammen, at der er tre beregninger om året, og i det her scenarie er der én af dem, hvor man får en anden beregning. Så vi taler om, at worst case er at miste muligheden for at blive nummer syv.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra SønderjyskE, men det har ikke været muligt.

Se også: Tragedie i Spanien: 17-årigt talent druknet

Arkivfoto: Alessandro Di Marco/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold - 21. jun. 2020 - kl. 08:01 Klub i modvind: Brugte helt forkert billede

Foto: Tariq Mikkel Khan Spansk fodbold - 20. jun. 2020 - kl. 13:43 Braithwaite reagerer på skeptiske Laudrup

Carlos Zeca fik gult kort for sin tackling. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Skulle det være rødt?

Styrmand Bech har taget hyre som lods på fodboldflagskibet i Esbjerg efter en ni måneder lang familietur på de syv have - og besøg på fem kontinenter. Foto: Sport og Spil Troels Bech: - Hvem fanden kan leve med det?

40 kommentarer
Vis kommentarer