Det begynder at se kritisk ud for Vejle Boldklub, der mandag aften igen tabte i Superligaen.
Èt point i fem kampe er det sørgelige facit for Vejle, der har den klare ambition at redde livet i landets bedste række for anden sæson i træk.
Selv om man ikke skal male fanden på væggen efter fem kampe, så fik VB'ernes præstation i første halvleg mod AaB alarmklokkerne til at ringe hos holdets stjernespiller Wahid Faghir.
- Det var en helt katastrofal præstation. Alt gik galt. Og det var ikke bare to-tre spillere, der slet ikke ramte niveau, det var hele holdet, lød det bundærligt for Wahid Faghir, der ikke gav meget for, at hjemmeholdet fik reddet æren i anden akt.
- Vi spillede os op, men vi fik aldrig skabt de store chancer. Vi skal til at have tre point nu. Hvis vi skal være med i Superligaen, så er det allerede fra næste kamp, der skal flere point på kontoen.
- Hvor pressede er I ved at være i Vejle Boldklub? Her tænker jeg ikke kun på point, men også præstationer.
- Jamen, jeg vil ikke stå og lyve, for vi er da ved at være pressede. Det er alle hold, der ikke har vundet de første fem kampe, men der er heldigvis længe til, at sæsonen slutter.
Wahid Faghir er stadig en yderst populær herre på transfermarkedet. Ekstra Bladet har tidligere berettet om stor interesse fra Tyskland.
Tre tyske storklubber var på lægterne for at kigge på Faghir mandag aften. Det var ikke her, den 18-årige angriber solgte sig selv bedst, men det er heller ikke det, der står forrest netop nu.
- Det påvirker mig ikke. Mit fokus er, hvad jeg kan gøre for, at vi begynder at vinde fodboldkampe. Så længe vi spiller sådan her, så har jeg udelukkende fokus på at vinde kampe igen. Det andet kommer først, når tingene begynder at gå godt.
Vejle møder FC Nordsjælland i Farum i næste runde af Superligaen.