Sensation: Vejle fører Superligaen!
AALBORG (Ekstra Bladet): Det er med at holde begge ben på jorden, når man som oprykker fører Superligaen efter seks spillerunder.
Det formåede Tobias Mølgård på bedste vis, da den indskiftede back mødte pressen efter Vejles imponerende 3-1-sejr over AaB.
- Det er selvfølgelig vildt! I gamle dage ville man tjekke tekst tv, nu skal jeg nok lige se en ekstra gang på telefonen. Men i bund og grund ændrer det ikke noget, at vi fører Superligaen. Vores mindset er det samme. Vi skal undgå nedrykning, sagde Tobias Mølgård, der blev sendt på banen allerede efter 20 minutter, da Constantin Galca flåede sin starter på højre back, Kevin Yamga, ud.
- Jeg har selvfølgelig ondt af Kevin, for det må være hårdt. Men har er en dygtig spiller, så han skal nok rejse sig igen, sagde Tobias Mølgård, der blev suppleret af sin holdkammerat Mads Greve.
- Galca følte, han måtte gøre noget, da vi startede dårligt som hold. Det gik ud over Kevin. Sådan er gamet. Vi har mange dygtige spillere, og det er også derfor, vi har fået så god en start. Vi har minimum to mand til hver plads, så træneren har masser af taktiske muligheder, lød det fra Mads Greve.
Læs meget mere om, hvorfor Vejle fører Superligaen herunder. Bla.a. om Allan Sousa, der har lagt dumhederne på hylden.
Flyvende Vejle har imponeret alt og alle
Normalt er Vejle en by, der summer af fodbold – uanset om der er Superliga eller divisionsbold på programmet.
Nu har Covid-19 desværre lagt en tung dyne over landet – bestemt også fodbolddanmark, men Mads Greve regner alligevel med, at det bliver en ekstra god uge i Vejle og omegn.
- Det er ekstra ærgerligt med coronaen lige nu, for det havde været så fedt at spille for fulde huse i Nørreskoven i toppen af Superligaen. Men vi kan stadig mærke, det emmer ekstra af fodbold i Vejle efter vores gode start. Det bliver næppe mindre, nu hvor vi fører ligaen. Det er med at nyde det, lød det fra Mads Greve.
Superligaen Indefra: AaB-scoop dumpede i FCM
Hiljemark dumpet af FCM - AaB-chef ikke nervøs