Vejles Superliga-drøm knust i forlængelsen

Emmanuel Sabbi sendte Vejle ud af Superligaen og sikrede Hobro en playoff-livline

Vito Hammershøj-Mistrati blev en af Hobro-heltene, der sendte Vejle ned i 1. division.

VEJLE (Ekstra Bladet): Hobro leverede miraklet og smadrede Vejle ud af Superligaen efter en af de mest dramatiske bundgys Superligaen nogen sinde har oplevet.

Efter 16 sejrsløse udekampe i sæsonen tog Hobro røven på Superligaen og sikrede sig adgang til kampen mod nummer to i 1. division efter en gyserkamp, der skulle helt ud i omkamp for at finde sin afgørelse.

Hobros mirakel havde flere fædre.

Helt håndgribeligt leverede Emmanuel Sabbi den træffer, der knuste Vejles drømme. Kort før pausen i den forlængede spilletid faldt Melker Hallberg i søvn på vagten, da Vito Hammershøy-Mistrati bankede sit hjørnespark ind i minefeltet ved forreste stolpe.

Emmanuel Sabbi havde nærmest en evighed til at udvælge, hvor i Vejle-målet han ville sætte sit hovedstød, og Thomas Hagelskjær var prisgivet.

104 minutter spillet, 2-0, og Vejle havde ikke alene formøblet den 1-0 føring, som de havde etableret i første kamp i Hobro. De skulle pludselig score to mål på 16 minutter for at slippe ud af respiratoren i live.

Og Vejles Superliga-liv endte med slanger og drop efter en totalt uacceptabel start på kampen. Hobro kom tordnende ud fra første fløjt, og allerede efter et kvarter var Vejles fordel fra første kamp udslettet.

Vito Hammershøy-Mistrati krøllede fra 20 meter bolden ind i målhjørnet til 1-0.

Hvis Hobro-teknikeren er i gang med sine sidste kampe i gult, så forberedte han sin afsked med manér.

Det er kun et år - og én dag siden at Kjartan Finnbogasson skulle bruge to minutter til at smadre Brøndbys gulddrømme.

Artiklen fortsætter under billedet..

Det var et skuffet Vejle-mandskab efter dagens kamp. Foto: CLAUS FISKER/Ritzau Scanpix
Det var et skuffet Vejle-mandskab efter dagens kamp. Foto: CLAUS FISKER/Ritzau Scanpix
 

Søndag eftermiddag kunne han have gjort sig legendarisk i Vejle på lige så kort tid.

Traditionsklubben fra Nørreskoven havde brug for målet lige før pausen, da islændingen fik lusket sig til en god position i feltet overfor Mathias Haarup. 

I modsætning til Sabbi, så kunne islændingen imidlertid ikke udnytte sin gode position til scoring.

Han headede helt utilgiveligt bolden direkte ind i favnen på Jesper Rask, som med en feberredning kunne skubbe bolden væk fra stregen og på returen bankede kuglen højt over mål.

Få sekunder efter gik det fra ondt til værre for islændingen, da han fik kampens største chance på et straffespark.

Men Jesper Rask leverede en af sæsonens største redninger, da han med en kraftfuld arm fik holdt den højt placerede afslutning ude af målet.

Kæmpe drama: Vejle brænder straffe lige inden pausen

Vejle havde kampen igennem hamrende svært med at skabe chancer. Yaw Amankwahs tilbagekomst i centerforsvaret var en åbenbaring for Hobro, og nordmanden var på et overdådigt niveau gennem samtlige 120 minutter.

Han blev i bogstavelig forstand den klippe som Vejle-flyet hamrede ind i og så Superliga-drømmen styrte knust til jorden.

Se også: Vanvittigt drama: Syv mål og på vej i Superligaen
Se også: Arnesen droppede Hjulmand: - Et scoop ud over det sædvanlige
Se også: Drama: Superliga-livet reddet!

60 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere