Skummer over fyring: Han havde sikret Superliga

Mike Tullberg er overbevist om, at Vendsyssel FF kan eliminere modstand fra 1. division

Studie: Vendsyssel fyrer træner Jens Berthel Askou: Klaus Egelund giver et bud på den nye

Mike Tullberg blev her til morgen slettet fra lønningslisten i Vendsyssel FF. Han blev flået med i faldet, da vendelboerne valgte at stoppe samarbejdet med cheftræner Jens Bertel Askou.

En fyring som falder efter længerevarende pres i kulissen, hvor klubejer Jacob Andersen internt har stillet spørgsmålstegn ved trænerstabens arbejde. Senest er Jan Michaelsen blevet placeret i trænerstaben... han er ikke røget i dagens drama.

Selv om Mike Tullberg i fyringens stund sagtens kunne tage bladet fra munden og blotlægge uenighederne, så vælger han den diplomatiske mine, da Ekstra Bladet fanger ham for en reaktion på dagens chokfyring.

- Jeg er sindssygt ærgerlig på Jens Berthel Askous vegne. Han fortjener bedre, skummer Vendsyssel-assistenten, som af netop Askou blev hentet til Hjørring sidste sommer fra AGF.

- At Jens Berthel Askou ikke får lov til at stå med æren om to uger, når Vendsyssel FF har sikret en ny sæson i Superligaen, det er ærgerligt.

- Det er om nogen ham, der på så mange områder har flyttet den her klub, som slet ikke var klar til at spille Superliga, da oprykningen blev sikret.

- Vi har sammen sovet i klubben, Vi har gået og vandet banerne fra morgenstunden for at sikre de bedst tænkelige forhold, siger Mike Tullberg.

- Det er lykkedes at levere et kompetent aftryk, selv om det ikke har været let. På én sæson har klubben haft tre sportsdirektører, bemærker den fyrede assistent.

- Det er naturligvis rigtigt, at det kun er blevet til én sejr i de seneste 15 kampe, og det er ikke godt nok, men det er samtidig kun blevet til tre nederlag i de seneste 12, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det her hold kan slå nummer tre fra 1. division, siger Mike Tullberg.

Vendsyssel FF måtte søndag spille uden Alhaji Kamara og Tiemoko Konaté, der havde karantæne, samtidig har holdet været alvorligt plaget af skader i løbet af foråret.

- Jens Berthel Askou har fortjent bedre. Han er blevet en fantastisk ven, der er mange klubber, der vil efterspørge det, som han står for, og det er slet ikke sidste gang, at jeg har arbejdet sammen med ham, lover Mike Tullberg, der om to uger tiltræder som cheftræner for Borussia Dortmunds U23-mandskab i Regionalligaen.

Vendsyssel FF - 20. maj. 2019 - kl. 09:29 Superligaklub fyrer træneren

Se også: Drama: Superliga-livet reddet!

Se også: Taler om mulig fyring: - Det er vanvid

23 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere