Viborg og Silkeborg rykker op i Superligaen

Både Viborg og Silkeborg er klar til Superligaen, efter at Esbjerg mandag aften tabte 1-2 til Fredericia

Christian Sørensen og Viborg er klar til at tørne ud i Superligaen efter sommerferien. Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSport/Getty Images
Christian Sørensen og Viborg er klar til at tørne ud i Superligaen efter sommerferien. Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSport/Getty Images

De to oprykkere til Superligaen blev fundet mandag aften, da Esbjerg på tredjepladsen i 1. division hjemme tabte 1-2 til Fredericia.

Dermed er det ikke længere matematisk muligt for dem at nå Viborg og Silkeborg, der derfor skal spille Superliga efter sommerferien.

Viborg og Silkeborg erstatter AC Horsens og Lyngby Boldklub i landets bedste række.

Dermed blev det kun til en enkelt sæson i 1. division for Silkeborg, mens man skal tilbage til 2016/17-sæsonen for at finde Viborgs seneste periode i Superligaen

Esbjerg har haft svært ved at finde takten på det seneste, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr i de seneste seks kampe.

Mandag aften var ingen undtagelse. Esbjerg-spillerne manglede i den grad kreativitet i spillet, og i stedet greb Fredericia taktstokken og spillede sig til flere fine chancer i den første del af kampen.

Med ti minutter til pause bar det aggressive spil fra gæsterne frugt. Kristian Kirkegaard blev nedlagt i feltet, da Daniel Anyembe satte ind med en klodset tackling i en ellers ufarlig situation.

Der blev dømt straffespark, og det udnyttede Oliver Sørensen, selv om bolden først røg på handsken af Mads Kikkenborg i Esbjerg-målet og siden på stolpen, inden den trillede i mål.

Det blev halvlegens eneste scoring, men efter pausen var det som om, at alvoren var gået op for hjemmeholdet. I hvert fald i perioder.

Jakob Ankersen blev spillet fri i dybden og af to omgange lykkedes det Esbjerg-profilen at passere Elias Olafsson i Fredericia-målet.

Ankersen fik endnu et par store muligheder, men var ikke skarp i afslutningerne. I stedet var Fredericia skarp i omstillingsspillet.

Godt ti minutter efter Esbjergs udligning røg Fredericia-offensiven afsted ført an af Kristian Kirkegaard.

Han fandt indskiftede Christian Tue Jensen, der fra højrekanten sendte et indlæg ind for fødderne af en anden indskifter, Leonel Montano, som sikkert sendte bolden i mål.

Dermed kunne jublen bryde løs i både Fredericia, Viborg og Silkeborg.