AaB-fiasko: Målfest mod Brøndby – dukket af Viborg

AaB lavede en maveplasker efter 4-1 sejren over Brøndby, da de fredag aften tabte 1-0 i Viborg

AaB havde chancer til et brugtbart resultat, men Viborg tog alle point på hjemmebane takket være en scoring af Jeppe Curth. (Foto: Casper Dalhoff)
AaB havde chancer til et brugtbart resultat, men Viborg tog alle point på hjemmebane takket være en scoring af Jeppe Curth. (Foto: Casper Dalhoff)

De bør næsten være nervøse for næste storsejr i AaB-lejren.

For så ved de med garanti, at der følger et nederlag med i den efterfølgende kamp. I slutningen af august blev en knusende 5-1 sejr over OB akkompagneret af et skuffende 2-0 nederlag hjemme til Randers.

Fredag aften gentog AaB kunststykket, da de fulgte øretæven til Brøndby på 4-1 i søndags op med et 1-0 nederlag i det nordjyske lokalderby mod Viborg.

Endnu et lysende eksempel på hvor himmelråbende ujævn Superligaen er, og AaB-træner Lars Søndergaard må klø sig en smule i hovedet over, hvordan der kan være så massive udfald på sit mandskab.

Se også: Milliongevinst i sigte for SønderjyskE

For at det ikke skal være løgn, så var den tidligere AaB-målkonge Jeppe Curth der afgjorde slaget på Energi Viborg Arena. Han scorede med et af de hovedstød, som man har set ham gøre i tifold i AaB-tiden.

Stormende ind i feltet og fuldstændig placeret afslutning på hovedet efter et fremragende oplæg af en af banens bedste, Jonas Kamper.

Hvis der er nogen, der er dumme nok til at spille hos bookmakerne på AaB’s kampe, så er de sandsynligvis gået fallit nu. For man ved aldrig, hvad AaB-holdet i nuværende forfatning leverer.

Der var total AaB-dominans i første halvleg, hvor Kasper Risgård havde et vildt hug på overliggeren, og Thomas Enevoldsen brændte et par gigantchancer. Men Viborg stod dybt med en ekstremt kompakt defensiv og lurede hele tiden på omstillinger med det høje AaB-pres.

Se også: Flov Falk efter 0-4: Vi må undskylde og blive bedre

Der var før matchvinder-målet i anden halvleg tilløb til Viborg-scoringer, men det var netop efter en omstilling, at Jonas Kamper kom fri på højrefløjen og serverede en sukkerbold ind i hovedet på Curth.

Viborg rykker fra en position som næstsidst med de tre point godt op i det lune midterfelt i Superligaen.

Lidt interessant er det også, at næste runder byder på AaB hjemmekamp mod Sønderjyske, som fredag aften tog en midlertidig førsteplads.

AaB-træner Lars Søndergaard blev hentet i Sønderjyske i sommer, og nu skal hans nye mandskab testes mod et mere sprudlende og målfarligt Sønderjyske-hold under Jacob Michelsen.

Nyd Jeppe Curths lækre scoring, der afgjorde kampen, i tv-klippet øverst i artiklen!

20 kommentarer
Vis kommentarer