AaB gennempryglede stakkels Viborg

Nordjyderne rykkede igen op på andenpladsen og gav flot julegave til begejstret fanskare efter ren massakre på Viborg

Henrik Dalsgaard jubler over føringsmålet til 1-0. (Foto: René Schütze)
Henrik Dalsgaard jubler over føringsmålet til 1-0. (Foto: René Schütze)

AALBORG (Ekstra Bladet): Festligt, medrivende og bare til at klappe af… Sådan er det når AaBs boldkunstnere ruller sig ud, og det har de gjort tit i dette efterår. De kan ind imellem gøre fodbold til kunst, få det svære til at se meget let ud.

Sådan var det også, da der blev sat punktum for et succesrigt efterår med en knusende 5-0-sejr Viborg, som dermed for anden gang indenfor kort tid blev sat effektivt på plads på Nordjyske Arena. Og et begejstret, meget medlevende hjemmepublikum – 7796 – fik dermed en herlig julegave at holde fodboldmæssig vinterferie på.

Al spænding, alt drama var pillet ud af opgøret allerede efter 13 minutter.

På det tidspunkt førte hjemmeholdet nemlig 3-0 efter en chokstart, hvor et taktisk skaktræk fra træner Kent Nielsen givetvis var stærkt medvirkende til, at Viborg-spillerne ikke fik sat så meget som et ben rigtigt i den kamp..

I stedet for den normale flade midtbane, opererede AaBerne nemlig i en diamant-formation, hvor Kasper Risgård var skubbet op som hængende angriber, mens Rasmus Würtz samlede op foran eget forsvar.

Her åbner Dalsgaard målfesten

TV: Se Dalsgaard-hug sikrer Aab drømmestart

Og så var der ellers dømt åbent hus i gæsternes forsvar.

Først tryllede efterårets profil Kasper Kusk med en herlig aflevering til en fremstormende Henrik Dalsgaard, som endte med at tordne bolden ind i fjerneste målhjørne.

Derefter var det Kusk selv, der stod bag et tordenbrag, da han kanonerede et frispark fra ca. 20 meter direkte i nettet. Og den indledende scoringsfest blev kort efter afsluttet af Anders K. Jacobsen efter smukt forarbejde af stærkt spillende Kasper Risgård og Rasmus Jönsson. Sidstnævnte fikserede Viborg-forsvaret ved at springe over bolden, da Risgård smækkede bolden ind foran mål..

Drønlækker Kusk-kasse

TV: Kasper Kusk med lækker frisparkskasse

Som det så ofte sker, når et hold er så overlegent røg farten gradvist et gear ned i resten af 1. halvleg. Uden at det dog åbnede døre for gæsterne, som igen fra 2. halvlegs start kom til at stå som statister i en massiv AaB-opvisning, hvor der blev skabt chancer på samlebånd.

Forrygende flot af AaB, der også fik Rasmus Jönsson på scoringslisten, da han med god hjælp fra Viborgs Babajide Ogunbiyi sendte bolden i nettet til 4-0, mens Nicolaj Thomsen lukkede festen ved at øge til slutfacit – et facit, der betyder, at nordjyderne puster FC Midtjylland i nakken som nummer to..

Og nu glæder vi os så til foråret – hvis ellers ikke økonomien tvinger klubben til at splitte succesholdet ad. Sker det vil det være synd for både AaB – og for Superligaen.

Så lad os håbe, at folkene i og omkring klubben kan skaffe de nødvendige penge, så spillersalg kan udskydes til sommer.

0 kommentarer
Vis kommentarer