Viborg-angriber: Andre end Dalgaard skal finde målet

Kevin Mensah og flere andre skal score, så Viborg ikke er afhængig af Thomas Dalgaards scoringer hver gang

Kevin Mensah har et håb om, at andre end Thomas Dalgaard viser sig farlige for Viborg. (Foto: Rasmus Baaner)
Kevin Mensah har et håb om, at andre end Thomas Dalgaard viser sig farlige for Viborg. (Foto: Rasmus Baaner)

Viborg-angriberen Thomas Dalgaard har scoret 15 af klubbens 32 mål i denne sæson. Det gør ham til topscorer i Superligaen.

Men når Dalgaard ikke scorer, så er det sjældent, at Viborg vinder. Derfor mener holdkammeraten i angrebet, Kevin Mensah, at andre skal byde ind med flere mål. Gerne allerede i søndagens kamp mod OB.

- Vi er nogle flere, der skal byde ind. Vi kan ikke satse på, at Dalgaard scorer hver gang. Han kom ikke frem til ret meget mod Brøndby, og der scorede vi andre heller ikke.

Se også: Rundens Hold: Selvfølgelig er legenden på!

- Så nu må vi lige træde i karakter, så holdet får flere offensive esser at spille på. Det er vigtigt, at vi gør det på søndag, siger Kevin Mensah til klubbens hjemmeside.

Når OB kommer på besøg i Viborg, forventer Kevin Mensah, at hjemmeholdet kan skabe et bedre resultat end i den seneste hjemmekamp, hvor det blev til et knebent nederlag til Brøndby.

- Vi arbejder meget koncentreret. Vi leverede egentlig en fin indsats mod Brøndby sidst, men vi manglede at få scoret. Vi er ret bevidste om, hvad vi skal arbejde med frem mod næste kamp, og vi har alle en forventning om, at vi vinder på søndag.

Se også: Auri på trods af nederlag: Vi rykker ikke ned

- Jeg synes OB har et hold, der minder lidt om Brøndby. De spiller godt og har nogle gode offensive individualister.

- Men vi så også mod dem sidst, at vi godt kan skabe chancer. Så er det bare op til os at være skarpere, påpeger Kevin Mensah.

Kampen mellem Viborg og OB spilles søndag klokken 14 på Energi Viborg Arena.

0 kommentarer
Vis kommentarer