OB dummede sig efter drømmestart

Viborg henter værdifuldt point hjemme mod fynboerne, der ellers var foran 2-0

Rasmus Falk og OB måtte nøjes med det ene point i Viborg. Her ses han i duel med Thomas Dalgaard og Lukas Lerager. (Foto: Ernst van Norde)
Rasmus Falk og OB måtte nøjes med det ene point i Viborg. Her ses han i duel med Thomas Dalgaard og Lukas Lerager. (Foto: Ernst van Norde)

VIBORG (Ekstra Bladet): OB havde alle muligheder for at vende ryggen til bundkampen, men trods to hurtige mål fra Mostafa Abdellaoue, så kunne fynboerne ikke gøre arbejdet færdigt i søndagens tidlige Superligakamp ude mod Viborg.

Der var bare spillet et kvarter da lejesvenden fra FC København tæt under mål kunne skubbe OB foran, da Espen Ruud vandt en luftduel og headede bolden på tværs af mål.

Og OB virkede til at være ude af syne, da Darko Bodul med en flot timet pasning gjorde Abdellaoue til to-måls skytte bare ti minutter senere.

Men Viborg fik mønstret sit store fighterhjerte og den stærkt spillende Wilton Figuereido havde allerede haft reduceringen inden for rækkevidde inden han lige inden pausen sendte Thomas Dalgaard fri – og Superligaens topscorer svigtede ikke.

Anden halvleg fortsatte hvor første slap med Viborg-pres, og der lå en sejr i luften, da Aleksander Stankov ti minutter ind i anden halvleg udlignede.

OB slap dog nådigt ud af presset, da Nicholas Gotfredsen med 18 minutter igen blev udvist for sin anden advarsel. Den første havde han brokket sig til i første halvleg.

Det gav naturligt OB mulighed for at øge presset, men bortset fra en afslutning fra Bashkim Kadrii, der blev reddet på stregen, så klarede Viborg skærene og høstede et fortjent point.

0 kommentarer
Vis kommentarer