Ærlig Viborg-skurk. Fortjent nedtur

Thomas Dalgaard indrømmer gerne, at han havde drømt om en bedre måde at fejre sin 30 års fødselsdag på. Selvmål, udskiftet - og isoleret i bunden

Thomas Dalgaard var en fattet mand, efter Viborg led nederlag til Randers i søndagens tidlige Superligakamp. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
Thomas Dalgaard var en fattet mand, efter Viborg led nederlag til Randers i søndagens tidlige Superligakamp. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)

Thomas Dalgaard fylder 30 i dag. En mærkedag, Viborg-strikeren har flere gode grunde end de fleste andre til at ønske at glemme alt om.

- Jeg scorer altid på min fødselsdag, sagde han inden kampen.

Det gjorde han også. I eget net! Efter blot fem minutter, da Superliga-topscoreren forsøgte at dreje Jonas Kampers hårde indlæg uden om Viborg-buret - men i stedet fik ekspederet bolden helt ind.

Nu er du 30 år - og pebersvend?

- Ja, det er jeg. Det må jeg sige, jeg er. Jeg håber ikke, der står en stor peberkværn derhjemme nu, men jeg får nok noget peber senere, siger Viborg-bomberen efter en trøstesløs Viborg-dag i Randers.

Hvad sker der?

- Jeg tænker vel seks år tilbage i tiden og tror, jeg stadig er Randers-spiller. Og så skal den jo bare ind. Nej, det var selvfølgelig irriterende, at den kom så hurtigt ind fra Jonas Kamper. Jeg prøver at dirigere den over mål, men det gik jo, som man kunne se, ikke ret godt…

Se også: Viborg-træner: Vi var for ukoncentrerede

Hvad gjorde forskellen?

- De var jo generelt bare skarpere end os. De spiller til tider fint op ad banen, men rigtigt farligt blev det nu sjældent. En fortjent sejr – men selvfølgelig irriterende, at vi ikke kan få point i så vigtig en kamp.

Hvad har de, som I mangler?

- Jamen, de kommer jo frem til nogle chancer, og dem scorer de så på. Jeg kommer uheldigt til at hjælpe dem, og så scorer Ronnie Schwartz et fint mål, synes jeg, og det er altid skarphed, der afgøre fodboldkampe. Også i dag, siger manden, der blev revet ud af Auri Skarbalius 23 minutter før tid.

Se også: TV: Bomberens uheldige fødselsdagsfest

Var du utilfreds med at blive skiftet ud?

- Det er man vel altid utilfreds med. Det vil alle andre være, og det er jeg også. Jeg ville gerne være blevet på banen, det kan vi da godt sige.

Hvordan synes du, din runde dag har været indtil nu?

- Æh… Jeg havde håbet, den blev bedre, vil jeg sige. Tre point havde været godt. Det er jo også klart, at jeg ikke er tilfreds med mig selv – når man går fra banen uden at have scoret og uden point, så er det klart, at der er noget, jeg ikke har gjort rigtigt.

Se også: Randers-træner: Vi viste karakter og troede på sejren

Du sagde inden kampen , at du altid scorer, når du har fødselsdag.

- Jamen, det gjorde jeg jo sådan set også, haha. Nej, man skal jo også have nogle chancer. Jeg havde én kort før pausen, hvor jeg kunne have scoret, men sådan gik det desværre ikke.

I begynder at hænge fast i bunden - hvordan rammer det jer?

- Det er da hårdt, vi har to svære kampe nu mod nummer et og to, så det er selvfølgelig ikke sjovt. Vi kan kun forsøge at få det bedste ud af det, siger Thomas Dalgaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer