TV: Drømmemål sender AaB mod guldet

Suveræne AaB hentede ny sejr, da de på udebane udspillede Viborg - se AaB's Jakob Ahlmann bringe AaB foran med et drømmehug

AaB stormer mod det danske mesterskab, men med et selvmål og et rødt kort gjorde Viborg det meste af arbejdet for nordjyderne, da påskens fodboldmenu blev indledt med en stensikker ... sejr.

Men det her var meget mere end historien om topholdets ukomplicerede sejr over det hårdt prøvede oprykkerhold. For Viborg var takket være en meget kompakt defensiv ualmindelig godt med i opgøret og gjorde det svært for AaB at skabe chancer.

Og spørgsmålet er hvordan kampen var endt, hvis ikke fjerdedommer Henrik Overgaard efter 25 minutter havde valgt at blande sig i tingene.

Viborgs livlige angriber Wilton Figueiredo gik hårdt ind i en duel med AaB's Kenneth Emil Petersen, og da AaB-forsvareren efterfølgende brokkede sig, så klappede brasilianeren sin modstander med flad hånd i nakken. Et klap med konsekvenser.

Se også: Ove P. hylder AaB: Charmerende modstykke til DBU

For efter højlydte protester fra AaB-lejren blev dommer Jakob Kehlet kaldt hen til fjerdedommer Overgaard. Og konsekvensen blev et direkte rødt kort til den forbavsede Viborg-angriber.

Det lignede til forveksling en overreaktion, men omvendt var der tilpas meget svirp i håndleddet hos Wilton Figureido til, at de venskabelige hensigter kunne betvivles.

Hvis opgaven havde været vanskelig på forhånd, så blev den efter udvisningen stort set uløselig for Viborg. Alligevel lykkedes det for oprykkerne at slæbe sig til pause uden at indkassere mål. Men det var en stakket frist.

Bare tre minutter efter pausen punkterede håbet om Viborg-point. Et indlæg fra Kasper Kusk blev headet ud af feltet af fløjkollega Nicolaj Thomsen og blev fanget flot af Jakob Ahlmann, der tæmmede kuglen elegant med brystet og firsttimede den i en bue over den sprællende Michal Peskovic.

Se Ahlmanns smukke scoring her:

Er det årets Superliga-mål? Se Ahlmanns drømme-hug

Ti minutter senere døde den sidste lille rest af håb om Viborg-point, da Anders K. Jacobsen fornemt snoede sig igennem på fløjen og lagde bolden ind foran mål, hvor Jacob Egeris fik skubbet bolden i eget net.

Det betød game over for Viborg - og AaB-tilhængerne kunne bruge resten af kampen på sange om, hvordan guldet er på vej til Aalborg.

Og det er svært at forestille sig, den profeti ikke går i opfyldelse. Der er bare ingen i nærheden af AaB dette forår.

Sport og Spil Tøffes dom: De afgør bundkampen





27. spillerunde i Superligaen:

Viborg-AaB 0-2 (0-0)
0-1 Jakob Ahlmann (49. minut). 0-2 Jacob Egeris (60. minut/selvmål)
Udvisning: Wilton Figueiredo, Viborg (26.)
Tilskuere: 6.803

OB-FC Nordsjælland 0-1 (0-1)
0-1 Joshua John (10. minut)
Udvisning: Anders Møller Christensen, OB (50.)
Tilskuere: 7.475

Esbjerg-Randers FC 2-2 (2-1)
1-0 Michael Jakobsen (13. minut). 1-1 Christian Keller (24. minut). 2-1 Hans Henrik Andreasen (26. minut). 2-2 Ronnie Schwartz (51. minut)
Tilskuere: 6.334

FC Vestsjælland-FC København 0-1 (0-1)
0-1 Andreas Cornelius (40. minut/str.)
Tilskuere: 4.456

Brøndby-SønderjyskE 3-1 (0-0)
1-0 Simon Makienok (54. minut), 2-0 Simon Makienok (58. minut), 2-1 Rubin Okotie (69. minut), 3-1 Ferhan Hasani (88. minut)
Tilskuere: 13.072

AGF-FC Midtjylland 0-4 (0-2)
0-1 Petter Andersson (26. minut). 0-2 Petter Andersson (35. minut). 0-3 Pione Sisto (76. minut). 0-4 André Rømer (88. minut)
Tilskuere: 5.932

28. spillerunde i Superligaen:

FC Vestsjælland-OB søndag kl. 15

AaB-Randers søndag kl. 17

SønderjyskE-FC Nordsjælland mandag kl. 13

FC Midtjylland-Viborg mandag kl. 15

AGF-Brøndby mandag kl. 17

FC København-Esbjerg mandag kl. 19

0 kommentarer
Vis kommentarer