VIBORG (Ekstra Bladet): Mål og spilletid blev det ikke meget af for Jeppe Curth, inden han tidligere i efteråret blev udlejet fra AaB til FC Midtjylland.
Men i aftenens lokalopgør mod Viborg FF bragede han igennem, som han ikke har gjort længe. 25 minutter. Længere skulle der ikke gå, før han havde scoret to gange. Værsgo!
3-2 over ærkefjenden, og Jeppe Curth kunne tjekke ud efter veludført arbejdsdag for Superligaens førerhold.
Først scorede han til 2-1 blot 44 sekunder efter at være kommet på banen midtvejs i anden halvleg, og i det 86. minut øgede han til 3-1 på et tidspunkt, da Viborg pressede hårdt på for udligning.
Se Jeppe Curths lynscoring her:
Efter indskiftede Jeppe Curths første boldberøring lå bolden i nettet. 1-2.
Et forrygende hovedstød, som den udlejede AaB-angriber vel ikke har lavet bedre, siden han i sin tid scorede for AaB i Champions League mod Manchester United. Indlægget stod Danny Olsen for i en situation, hvor Viborg-keeper Michael Peskovic ikke rigtigt vidste, om han skulle blive ude eller inde og derfor blev fanget i ingenmandsland.
Fanget i et mere og mere desperat forsøg på udligning blev Viborg også, men uden held.
Og lettere bliver det næppe for oprykkerne - der nu har tabt to kampe i træk - i næste kamp, for da venter FCK i Parken.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.