Fire kasser på en halvleg: Randers sejrer i flot comeback

Randers var bagud ved pausen mod Viborg, men takket være en hæsblæsende åbning på anden halvleg vendte kronjyderne kampen til deres fordel

Kasper Fisker og Randers FC gik til pause bagud 0-1, men vendte opgøret mod Viborg på hovedet i anden halvleg - og vandt til sidst 3-2. (Foto: Christian Klindt Sølbeck)
Kasper Fisker og Randers FC gik til pause bagud 0-1, men vendte opgøret mod Viborg på hovedet i anden halvleg - og vandt til sidst 3-2. (Foto: Christian Klindt Sølbeck)

VIBORG (Ekstra Bladet): Efter en lang tung periode, hvor han dårligt kunne ramme en ladeport på en meters afstand har Mikael Ishak genfundet de bomber-kvaliteter der blandt andet gav ham plads i den trup, som Sverige sidste sommer vandt U21-EM med.

Fire mål i de seneste fire kampe og fem de seneste syv vidner, at han har ramt topformen her hvor sæsonen går på hæld.

To af scoringerne faldt, da Viborg blev slået 3-2 i arvefjendeopgøret for øjnene af 4304 tilskuere. Og svenskeren havde også en andel i den scoring, der vendte op og ned på kampen.

Her er tale om det selvmål, der betød udligning til 1-1 i starten af 2. halvleg. Optakten var, at målmand Peter Friis diskede op med en super-redning på en Ishak-afslutning.

Men Viborg-målmanden fik ikke lov at glæde sig over sin egen succes. For nedfalds-bolden havnede hos holdkammerat Kristoffer Pallesen, der så fumlede den over mållinien.

Se også: Uforståeligt Randers-fråds: Brøndby nærmer sig medaljer

Eller gjorde han? Det var svært at se om den var inde – også på den langsomme gengivelse på TV. Men der var måldommere på i kampen. Og manden med fløjten Mads-Kristoffer Kristoffersen har formentlig fået en melding herfra om, at der skulle dømmes mål. Det blev der i hvert fald.

Dermed var bolden givet op til et gyldent kvarter for gæsterne, der efter godt en time var foran 3-1 – takket være de to Mikael Ishak scoringer, hvoraf specielt den sidste var en følge smukt opspil med en perfekt timet aflevering fra Kasper Fisker om afslutning.

Randers-træner Colin Todd havde en stor overraskelse i sin startopstilling. Den normale og meget stabile førstekeeper Larl-Johan Jonsson var sat på bænken, og den australske reserve Jack Duncan fik chancen for første gang i Superligaen.

Han blev holdt næsten arbejdsløs i 1. halvleg, men virkede et nummer for passiv, da Mikkel Rask headede hjemmeholdet i spidsen efter kun 12 minutters spil. Lad være fastslået: Det var et smukt udført hovedstødsmål, hvor Duncans bestod i, at han ikke kom ud af sit mål.

Randers havde et par gode muligheder for at udligne allerede før pausen på flot gennemspillede angreb. Men først Mustafa Amini og siden Nicolai Poulsen fik ikke givet deres afslutninger samme kvalitet som opspillet.

Efter 3-1-føringen havde Randers ikke de helt store problemer med at holde Viborg fra at være nærgående indtil kort inde i de tre minutters overtid, hvor en fejl af anfører Mads Fenger gav den tidligere Randers-spiller, Jonas Kamper, en gratis chance, så han kunne reducere til slutfacit

Se også: Efter 'kone-gate': Todd klar til nyt dansk job

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere