Selskabet bag superligaklubben Viborg FF kan for fjerde år i træk fremvise sorte tal på bundlinjen.
Torsdag præsenterede Viborg FF Professionel Fodbold A/S således et overskud på 1,5 millioner kroner for regnskabsåret 2015/16.
Bestyrelsen fremlagde regnskabet ved den ordinære generalforsamling i Viborg.
Det er fjerde år i træk, at selskabet leverer sorte tal, og det skaber stor glæde i klubbens daglige ledelse.
- Vores topfokus er at drive en fodboldklub
i toppen af dansk fodbold med styr på økonomien. Derfor er det selvfølgelig også tilfredsstillende, at vores strategiske kurs holder, og vi nu for fjerde år i træk kommer ud med overskud, siger direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.
Øgede sponsor- og tv-indtægter er en del af forklaringen på det positive regnskab, fremgår det.
Ekstra ressourcer til den sportslige sektor og den efterfølgende ottendeplads i Alka Superligaen nævnes også som en del af forklaringen på de sorte tal.
Det samme gør salget af Lukas Lerager til belgisk fodbold.
Viborg ligger aktuelt på den tredjesidste plads i den bedste fodboldrække med 12 point efter 14 kampe.
Sådan ser en kampdag ud for Viborgs Mikkel Rask: