VIBORG (Ekstra Bladet): Johnny Mølbys Viborg-mandskab slog til, da det for alvor gjaldt, og de grønblusede tog fredag første stik i nedrykningsduellen mod et tandløst Horsens-hold, der blev sendt mod sydøst med 3-0 i bagagen. Dermed ligner det på forhånd mission impossible for Horsens inden returkampen.
Viborg har ellers langt fra imponeret på eget græs i domkirkebyen denne sæson med kun to sejre og 15 scoringer inden dagens opgør. Men Horsens havde intet at byde ind med og lod sig dominere af viborgenserne lige fra første fløjt på St. Bededag.
Gæsterne gjorde med andre ord INTET for at stoppe det frie fald, Bo Henriksens mandskab har været i, siden man langsomt, men sikkert, begyndte at rutsje ud af top seks og ned i bunddyndet helt tilbage på den anden side af nytår.
Særligt i foråret har Horsens haft svært ved at kreere chancer og illustrere nogen form for Gul Fare. Blot syv mål er det blevet til i 2017, og det er svært at få øje på, hvem der skal bombe Horsens til en ny sæson i Superligaen.
Hvis da ikke lige Bubacarr Sanneh dukker op på et langt indkast… Men det gør han alligevel næppe tre gange i samme kamp.
Efter 20 minutter fik AC Horsens’ venstre back, Frederik Møller, ellers bolden i nettet. Desværre for gæsterne var det dog bag sin egen keeper. Viborgs Søren Reese nåede højest på et velslået hjørnespark, og bolden blev headet hårdt mod mål.
Her kunne Frederik Møller have gjort 117 andre ting end at heade kuglen i modsatte retning af Steve Clark, men den farveblinde forsvarsspiller havde ikke gavn af gæsternes trøjeskift i den givne situation.
Og så ikke et ondt ord mere om den uheldige Møller, der som vanligt spillede en fornuftig kamp i bagkæden.
Det hindrede dog ikke hjemmeholdet i at fortsætte angrebsbølgerne mod Steve Clarks mål. Ikke at Viborg var konstant farlige, dertil er boldomgangen hos Serge Deblé og og co. simpelthen for ringe, men værterne var i flere omgange tæt på at udnytte sine letfodede og opfindsomme offensiv-spillere, som Bo Henriksen kun kan kigge misundeligt på.
Kamper, Curth, Alexander Jakobsen og Deblé fandt flere gange hinanden i det småspil, som viborgenserne gør så fint, når det går godt. Men afslutningerne lod meget tilbage at ønske, og for Gud ved hvilken gang kunne en tilfældig Viborg-fan konkludere til sidemanden:
- Jamen, hvis Deblé kunne afslutte ordentligt, spillede han jo ikke i Viborg.
Det var så korrekt sagt, som det kunne være.
Ivorianeren burde retteligt have omsat mindst én af sine chancer til et mål, men afrikanerens afslutningerne røg ved siden af, over og ind i diverse flyvende taklinger fra Horsens-forsvarerne.
Til gengæld illustrerede Serge Deblé med godt ti minutter tilbage, hvorfor man trods alt er så glade for ham i det midtjyske. Her spillede angriberen smart et-to med sydkoreanske Jung-Bin Park, der fra kort afstand bragede det voldsomt vigtige 2-0 mål ind.
Park havde ellers ikke sat mange fødder korrekt inden den essentielle scoring.
For at gøre ondt endnu værre for Horsens satte Osama Akharraz dødsstødet ind med tre minutter tilbage, da han fulgte op på en, ja, I gættede det, brændt friløber fra Serge Deblé.
Horsens havde sin eneste reelle mulighed for en scoring med otte minutter tilbage, da Walter Viitala, hårdt presset, boksede et hjørnespark ind på egen målstolpe, men farligere blev det ikke for Den Gule Nedrykningfare, der skal finde et mindre mirakel frem i tirsdagens returkamp for at slippe for opgøret om direkte nedrykning mod enten AGF eller Esbjerg.
'Troede Bendtner var arrogant': Men sådan er danskeren uden for banen
Lettet Lyngby-helt har været utilfreds med sig selv