Vild fødselsdag: Silkeborg-topscorer smurt ind i kanel

Superliga-profilen Emil Scheel kunne intet se ud af øjnene, da hans venner gav ham kanel på 25 års fødselsdag

Emil Scheel kunne intet se med kanel smurt ind overalt. (Foto: Privat)
Emil Scheel kunne intet se med kanel smurt ind overalt. (Foto: Privat)

For de fleste er det en hyggelig dag, når man fylder 25 år.

Men Silkeborg-topscorer Emil Scheel brugte en del af sin fødselsdag på at få kanel ud af alle kropsåbninger.

For som billederne viser, så sørgede vennerne for, at Scheel ikke spiser kanel den kommende tid. Det er primært en jysk tradition, at når man er ugift og fylder 25 år, så skal man have kanel. Nogle giver fødselaren det med måde, andre giver alt hvad den kan trække.

Se også: SIF-træner efter 4-1: Dagligdagens slid gav effekt

Det sidste var tilfældet med Superliga-profilen Emil Scheel, der har scoret fem mål i denne sæson. Han blev hevet ud af sin lejlighed blot iført fodboldshort. Derefter overdængede vennerne ham med cola, så han var godt klistret, før de sprayede kanel ud over ham, så intet kunne se ud af øjnene.

Emil Scheel blev først overhældt med cola, så han var klistret, før der kom kanel på.
Emil Scheel blev først overhældt med cola, så han var klistret, før der kom kanel på.
 

Dagen efter er Emil Scheel kommet sig og griner over kanel-turen.

- Jeg havde nok fortjent den vilde omgang. Et par af mine venner fyldte 25 år sidste år, og jeg har måske kastet med sten og boet i glashus. Det var i hvert fald ret vildt og absolut ikke behageligt, siger Emil Scheel.

Han har derfor en plan, der helst skal indløses før han fylder 30 år.

- Næste gang er det peber, så mit mål er at blive gift inden da, så jeg slipper, siger Scheel med et grin.

Han er blandt de spillere som Silkeborg givetvis mister til sommer, når de med stor sandsynlighed rykker ud af Superligaen. Flere klubber lurer på Scheel, der er eftertragtet, fordi han stort set har scoret halvdelen af Silkeborgs mål i denne sæson.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere