Vild jubel: Forbandelsen brudt

AGF fik alle tre point mod lokalrivalerne fra Randers for første gang siden sommeren 2015

Albert Grønbæk scorede torsdag det første mål for AGF mod Randers og var med til at bryde forbandelsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Albert Grønbæk scorede torsdag det første mål for AGF mod Randers og var med til at bryde forbandelsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

17. gang blev lykkens gang for AGF, der endelig fik knækket Randers FC og tog det fulde udbytte i lokalopgøret - for første gang siden august 2015.

Selvfølgelig skete det i den første, symbolske kamp med tilskuere på Aarhus Stadion igen efter genåbningen.

Det er ikke så sært, at spillerne lige giver sig 10-15 procent mere. For fodbold er bare en helt anden sport, når der er et elektrisk lydtapet omkring aktørerne.

De tilbagevendte aarhusianere på lægterne blev belønnet med en dynamitstang af en fodboldkamp. Første akt i Aarhus må være en af de mest underholdende halvlege denne sæson i Superligaen.

Syv minutter skulle AGF-fansene blot vente, før jubelbrølet kunne lyde for første gang i umindelige tider på Aarhus Stadion.

Jon Thorsteinsson tryllede på sin højre kant og smed et indlæg over bagerst, hvor Patrick Mortensen lige akkurat kom for sent. Det gjorde Albert Grønbæk i anden række dog ikke, og så kunne den 19-årige midtbanespiller danse målvals på løbebanen foran fansene.

Albert Grønbæk (midten) bragte AGF foran efter syv minutter og kunne lade sig tiljuble. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Albert Grønbæk (midten) bragte AGF foran efter syv minutter og kunne lade sig tiljuble. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Det var i øvrigt lige ved og næsten for Patrick Mortensen, der konstant var en trussel. AGF-kaptajnen kom som vanligt til chancer ud af det blå og fik bl.a. headet to gange på stangen i de første 45 minutter.

Randers ville dog også vise sig frem foran de godt 5.500 tilskuere i den lave sol.  Faktisk kunne De Hviie takke en yderst velspillende Kamil Grabara for at kunne gå til pause med en føring.

For gæsterne havde rigeligt med chancer til at udligne.

Først efter et kvarter, hvor Tosin Kehinde valgte at afslutte med en slags skorpion-spark i det lille felt, men Grabara kløgtigt lod sin fod hænge i den side, han kom stormende fra.

Også brandvarme Marvin Egho måtte minde sig selv om, at Grabara altså er på kontrakt i Liverpool.

Randers-angriberen kneb sig i armen, efter han ekvilibristisk brysttæmmede kuglen, lavede et fikst touch til sig selv og flugtede mod mål – blot for at se AGF-keeperen vippe over.

Endnu vildere blev det kort før pausen, da Egho headede hårdt mod mål fra klos hold. Forgæves. Det er reflekser i verdensklasse, den polske lejesvend er i besiddelse af.

Der var, som altid, knald på mellem AGF og Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der var, som altid, knald på mellem AGF og Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

De to lokalrivaler kunne ikke fortsætte chancegaloppen i anden halvleg, men intensiteten fortsatte som vanligt, når AGF og Randers tørner sammen.

Særligt da Lasse Berg Johnsen flæskede Gift Links bagfra med godt 20 minutter igen kom sindede i kog, og Sandi Putros måtte dele advarsler ud i flæng. Blandt andre til Patrick Mortensen, der nu står til at misse nøglekampen mod FC København søndag.

Det må AGF lære at leve med, og det gør man sikkert også, da Alexander Ammitzbøll cementerede sejren over den 'irriterende lillebror' i tillægstiden.

Dermed er AGF tilbage i medaljekampen og har som minimum kurs mod Europa-playoff.