Vildt overtidsdrama: Brøndby smed point i Randers

To mål i overtiden skabte et fantastisk drama i Randers, hvor Emil Riis også leverede en sand skandalescoring

Randers kom foran på et kontroversielt mål, hvor der var hånd på bolden. Video: dplay

RANDERS (Ekstra Bladet): Emil Riis gav søndag sig selv Zanka-status blandt Brøndby IF’s fans. Det skete, da Randers-angriberen dybt usportsligt scorede mod Brøndby ved tydeligt at bruge hånden i opløbet til scoringen.

Brøndby kom dog stærkt tilbage og var tæt på at vende kampen på hovedet og sikre sig sejren i de døende sekunder, da Mikael Uhre dukkede op i feltet og afsluttede på Jesper Lindstrøms flotte forarbejde.

Men i kampens sidste aktion blev Marvin Egho helt, da han headede en løs bold i mål, således det hele endte i et kæmpe drama og en 2-2-pointdeler i en stærkt underholdende dyst.

Kampens kontroversielle højdepunkt fandt sted allerede efter otte minutter, da Emil Riis begav sig ud i en overkommelig løbeduel med Paulus Arajuuri. Alligevel så værternes angriber sig nødsaget til at tage bolden forbi finnen med et ført slag med hånden.

Den ’kriminelle akt’ blev begået med så stor tydelighed, at man kunne få øje på forseelsen helt oppe på pressepladserne – uden tv-hjælp.

Dommer Michael Tykgaard fik dog ikke øje på Guds Hånd i Randers, og så styrtede Emil Riis ned og bankede bolden ind i Marvin Schwäbe med en sådan styrke, at den lille runde til sidst trillede over stregen, mens blandt andre en helt fri angrebskollega, Marvin Egho, så måbende til.

En mindre skandale, at åbningsscoringen fik lov til at stå…

Blot et minut senere fik gæsterne dog en form for kosmisk retfærdighed. Kevin Mensah førte bolden frem i højre og fandt Lasse Vigen, der per refleks sendte bolden i feltet, hvor Dominik Kaiser havde taget løbet i det åbne rum. Tyskeren, der virkelig har indledt sæson stærkt, sendte uden problemer udligningen i kassen.

Usportslig eller ej, så havde Emil Riis aldeles godt styr på Paulus Arajuuri, der både blev slået på fart og styrke.

Hvis Emil Riis udviste en anelse mere koldblodighed, ville han være en særdeles dygtig Superliga-angriber. Med ti minutter til pause blev Riis sendt helt blank af Marvin Egho, der vandt en hovedstødsduel ved feltet. Riis bankede dog bolden langt over mål.

Også Michael Tykgaard var flere gange i fokus denne søndag. Blandt andet i første halvlegs sidste minut, da Marvin Egho sneg sig igennem Brøndbys centerforsvar. Tonstunge Arajuuri stak sin træstamme ud og væltede østrigeren i feltet. Det lignede et straffespark, men Tykgaard var ikke enig.

Kort efter pausen havde Hjörtur Hermannsson en gylden mulighed for at bringe gæsterne i front, men  islændingen missede sin afslutning totalt på en velslået frisparksbold fra Kaiser, der ledte og fordelte spillet eminent.

Hjemmeholdet kom bestemt også frem til sin andel af chancer i anden halvleg, men både Marvin Egho og Emil Riis afsluttede for tæt på Schwäbe. I det hele taget spillede kronjydernes angrebsduo en god kamp og lurede konstant på kontrahuggene.

I kampens overtid eksploderede det hele. Først med Uhres scoring til 2-1, og siden fik Paulus Arajuuri rødt kort for sin tackling lige uden for feltet.

Det var frisparket, der til slut endte i en klumpspilssituation og en scoring til Randers, således at det hele endte med et point til hvert mandskab under dramatiske omstændigheder.

Ebbe Sand og Jan Bech Andersen ved præsentationen af Brøndby-legenden i rollen som ny sportschef. De ser betænkelige ud allerede på dette tidspunkt. Foto: Henning Hjorth Stig Tøfting - 21. jul. 2019 - kl. 09:43 Tøfting: De tog pis på Brøndby-legende

Intl. fodbold - 21. jul. 2019 - kl. 16:53 Knivskarp stjerneangriber: Scorer frækt drømmemål

200 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere