Der er vin(d) i sejlene hos Laudrup Vinimport ...
Således har selskabet, der blandt andre har Michael Laudrup i ejerkredsen, netop præsenteret et årsregnskab, der byder på et overskud på knap to millioner kroner.
Det er ikke langt fra den rekord på 2,1 millioner kroner, der blev sikret året inden. Og det er selvom krigen i Ukraine har sendt chokbølger gennem mange af de vestlige markeder.
Men der er altså fortsat efterspørgsel efter vin, og der er da også tilfredshed at spore hos Per Buhl, der er medejer og administrerende direktør i Laudrup Vinimport:
- Som året har udviklet sig, er der sket mange positive ting. Nok især det, at mange restauranterne klarede den efter nedlukningerne. Og så er vi begunstiget af, at musikfestivalerne er tilbage, hvor vi leverer meget til både Roskilde Festival og Smukfest, siger Per Buhl til Finans.
Efter et år med coronanedlukning steg onlinesalget eksplosivt sidste år, mens det i år er faldet en anelse. Men der er altså markant fremgang at spore efter regnskaberne i 18/19 og 19/20, hvor overskuddet var under en halv million.
Laudrup, der bredt anses som den bedste danske fodboldspiller gennem tiderne, stiftede selskabet tilbage i 1993, efter at han i sin tid i Barcelona havde udviklet en stor forkærlighed for især spanske vine.
Selskabet, hvis sortiment i dag er meget bredere, blev stiftet sammen med netop Per Buhl, der i dag fortsat ejer halvdelen af virksomheden, mens Michael Laudrup tegner sig for 33 procent. Resten ejes af Laudrups hustru, Siw, gennem deres fælles holdingselskab.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hvad tjener de danske VM-stjerner? Med Ekstra Bladet+ får du et unikt indblik i lønhierarkiet på landsholdet. Få det fulde overblik over samtlige spillere LIGE HER.
--------- SPLIT ELEMENT ---------