Den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Mike Jensen har investeret stort i en erhvervsejendom i Vanløse.
Det fremgår af Tinglysningen.
Ejendommen, der rummer to erhvervslejemål, er blevet købt for 10 millioner kroner af et selskab, hvor Mike Jensen er blandt de tre ejere.
Til Ekstra Bladet fortæller Mike Jensen, at der er tale om et hobby-projekt med venner, som de har været i gang med siden december.
Det ligger dog ikke helt fast, hvad det projekt kommer til at indebære.
'Det er vi ikke helt sikre på endnu. Der er mange muligheder. Så vi skal lige finde frem til, hvad vi gør.'
'Men stedet har brug for en opfrisker. Det er helt sikkert,' skriver Mike Jensen i en besked.
Området, hvor ejendommen ligger, har en helt særlig betydning for ham.
'Jeg er selv kommet meget i området som barn. Jeg synes, det er et skønt sted,' skriver den 35-årige fodboldspiller.
Ejendommen rummer i dag blandt andet et pizzeria - men man skal altså ikke forvente at se Mike Jensen stå og lange pizzaer over disken.
'Jeg kan sgu ikke lave mad, så det er ikke lige den tanke, vi har,' skriver han.
Mike Jensen tørnede i mange år ud for Brøndby IF, men har også været et smut forbi Malmö FF, Rosenborg BK og Apoel FC i sin karriere.
I dag spiller han i 1. divisionsklubben HB Køge, hvor han har den anden tidligere Brøndby-stjerne Daniel Agger som træner.
Han har spillet syv kampe for det danske A-landshold, hvor han fik debut af Morten Olsen i 2010 i en venskabskamp mod Østrig.