Esbjerg har styrket sin offensiv med Mathias Jørgensen, der senest har spillet i New York Red Bulls.
Han kommer til Vestjylland på en treårig aftale frem til udgangen af 2024, oplyser klubben.
Direktør Jens Hammer Sørensen er meget tilfreds med tilknytningen af Jørgensen, der i 2019 skiftede fra OB til New York Red Bulls.
– Mathias Jørgensen er en hurtig, eksplosiv angriber, som vi er meget begejstrede over at tilknytte truppen. Mathias slog i en tidlig alder igennem i Superligaen og blev solgt til USA, hvor han spillede for New York Red Bulls, der er en af de bedste skoler i verden inden for presspillet.
- Det er ingen hemmelighed, at vi i Esbjerg vil spille med et aggressivt pres, og Mathias Jørgensen bliver et vigtigt aktiv for os i den henseende, så vi er glade for, det lykkedes os at lave en længerevarende aftale, siger direktøren.
Mathias Jørgensen fik ikke sin kontrakt forlænget, da den udløb i slutningen af 2021. Nu ser 21-årige Jørgensen frem til at starte i 1. divisionsklubben, der har ambitioner om at vende tilbage til Superligaen.
- Efter at have været i udlandet i nogle år, så ser jeg det her som en slags ny start for mig, og jeg har en rigtig god fornemmelse omkring mit valg.
- Og selv om vi spiller i den næstbedste række, så er faciliteterne og ambitionerne til mere, hvilket passer mig godt, men først og fremmest skal vi arbejde hårdt i forårssæsonen og få bygget på, siger Mathias Jørgensen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------