I sidste uge måtte FC København undvære seks spillere, som var testet positiv for coronavirus, men nu er tre af dem tilbage til søndagens kamp mod FC Nordsjælland.
Således er Victor Nelsson, Jonas Wind og Mikkel Kaufmann alle en del af Jess Thorups trup på 20 mand, efter at de alle tre ellers har misset de to seneste kampe. Til gengæld er Viktor Fischer, Pierre Bengtsson og Andreas Bjelland fortsat utilgængelig efter deres positive tests.
Mens der er tre nye spillere i truppen i forhold til sidste uge, glider Ragnar Sigurdsson og Marko Stamenic imidlertid ud. FC København melder ikke noget om skader i forbindelse med fravalget af de to.
FC København møder FC Nordsjælland søndag klokken 16.00 i Farum.