FC Midtjylland leverede en rendyrket professionel indsats, da klubben fredag aften var på besøg i Aalborg.
FCM besejrede AaB med 2-0, og det betyder, at midtjyderne overtager Superligaens førsteplads - to point foran Brøndby på andenpladsen.
- Det er altid rart at ligge på førstepladsen, selv om den nok kun er til låns i denne runde, siger FCM-træner Brian Priske.
- Vi skal fortsætte med at levere indsatser som denne og vinde vores kampe. Så skal vi nok ligge nummer et, når ligaen slutter.
FC Midtjylland har set hakkende ud i forårets første kampe, men Brian Priske var glad for det, han så fra sit hold fredag aften.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med sejren, at holde nullet, men mest af alt det udtryk, som spillerne leverede.
- Det vigtigste for os er at vise energi, power, aggressivitet og højt presspil. Det var godt at se, at vi stadig har de dyder, siger FCM-træneren.
FC Midtjyllands topscorer Sory Kaba har i forårssæsonen lidt af efterveerne, efter han har været syg med corona.
Angriberen fik sin første start i dette kalenderår mod AaB, og han kvitterede for tilliden med scoringen til 1-0. Det var Kabas sjette superligamål for FCM i denne sæson
- Jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt at bringe ham fra start. Han leverede rigtig fint, efter de forudsætninger han har haft.
- Han scorede et godt mål og var tæt på flere gange. Desuden var han vigtig for vores høje pres, siger Brian Priske.
I næste runde venter en regulær gyser for FC Midtjylland. Hjemme i Herning skal klubben møde Brøndby i en kamp om førstepladsen.