Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Vildt: Tilskuerboom - til sommerkamp!

5510 sommerglade danskere og tyskere overværede den ultimative kultkamp mellem røde BK Frem og ultrarøde FC St. Pauli

De tyske fans gav den gas på tribunerne, men Frem'erne kunne bestemt også finde ud af at skabe stemning (Foto: Jakob Jørgensen).
De tyske fans gav den gas på tribunerne, men Frem'erne kunne bestemt også finde ud af at skabe stemning (Foto: Jakob Jørgensen).

Det var en sommerkamp. Faktisk en træningskamp. Der var ingen internationalt kendte stjerner på nogen af holdene, som i øvrigt dagligt optræder i henholdsvis Tysklands næstbedste række og Danmarks tredjebedste ditto. Alligevel væltede tilskuerne – helt præcist 5510 af slagsen – ind i Valby Idrætspark til den mest besøgte kamp på det stadion i mere end ti år.

Men det var heller ikke nogen helt almindelig modstander, Boldklubben Frem havde formået at lokke til den københavnske sydhavn. FC St. Pauli er en vaskeægte kultklub, der opfattes som så ræverød, at socialdemokratisk funderede Frem må være at betragte som dybt højreorienteret i sammenligning.

St. Paulis rullende enmandshær (Foto: Jakob Jørgensen).
St. Paulis rullende enmandshær (Foto: Jakob Jørgensen).
 

Ukendte gerningsmænd – man kan gætte på folk fra den yderste højrefløj – havde natten til i går forsøgt at sabotere kampen mellem de røde og de endnu mere røde ved at smide tusindvis af søm og skruer på banen, men da opgøret blev fløjtet i gang, var der ikke en skrue løs på græstæppet.

Den erklæret antifascistiske forening fra Hamborgs berømte og berygtede Reeperbahn-kvarter havde medbragt i omegnen af 500 velsyngende og yderst energiske fans, der fik ildstøtte af hundredvis af danske St. Pauli-sympatisører og de overvejende sortklædte Schlachtenbummlere gav en overbevisende opvisning i energisk sangopbakning til eget hold gennem samtlige 90 minutter og en sjat. Men ikke nok med det. Tyskerne hyldede også de danske værter ved i flere minutter efter slutfløjtet taktfast at synge ’BK Frem, BK Frem, BK Frem', mens klapsalverne bølgede, nå ja, FREM og tilbage mellem tilskuerafsnittene.

Sommerstemning i Valby Idrætspark med relativt medlevende Frem-supportere (Foto: Jakob Jørgensen).
Sommerstemning i Valby Idrætspark med relativt medlevende Frem-supportere (Foto: Jakob Jørgensen).
 

Skal der være en smule malurt i bægeret – og det skal der jo – var det at stramme den, at de tørstige gæster skulle vente i kø i op mod en halv time for at få muligheden for at købe svalende drikke på en dag, hvor Gran Canaria havde ringet for at få sit vejr tilbage. Men det er en skønhedsplet i et ellers fornøjeligt arrangement.

Tyskerne vandt – det plejer de jo at gøre til sidst. 3-2 til de mørkerøde.

1 af 5 Foto: Jakob Jørgensen
2 af 5 Foto: Jakob Jørgensen
3 af 5 Foto: Jakob Jørgensen
4 af 5 Foto: Jakob Jørgensen
5 af 5 De tyske fans gav den gas på tribunerne, men Frem'erne kunne bestemt også finde ud af at skabe stemning (Foto: Jakob Jørgensen).
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen