Dokument afslører: Så tæt på opstart

Angela Merkel giver Bundesligaen grønt lys til at genoptage sæsonen i anden halvdel af maj, skriver Reuters

Philippe Coutinho og Bayern München kan måske komme i aktion igen til maj. (Arkivfoto). Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Philippe Coutinho og Bayern München kan måske komme i aktion igen til maj. (Arkivfoto). Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Den tyske Bundesliga bliver formentlig den første af Europas store fodboldligaer til at genstarte efter coronakrisen.

Onsdag har bundeskansler Angela Merkel således givet grønt lys til, at ligaen kan genoptage sæsonen i anden halvdel af maj. Det siger hun ifølge Reuters.

- Bundesligaen vil snart kunne gå i gang igen, siger Merkel.

Tommelfingeren er vendt op efter et møde mellem den tyske regeringsleder og landets 16 delstater.

Dermed er det nu op til ligaforeningen DFL at trykke på knappen, så Bundesligaen og 2. Bundesligaen kan gå i gang igen. Det kan ske allerede fra fredag 15. maj, men genoptagelsen kan også blive skudt en halv eller hel uge mere, skriver dpa, nyhedsmediet Bild og sportsmediet Kicker.

DFL har tidligere lanceret omfattende protokoller for, hvordan Bundesligaen kan genoptages på en forsvarlig måde. Det skal blandt andet ske via et omfattende testsystem for spillere, stab og ledere i klubberne i landets to bedste rækker.

Indtil videre har man foretaget 1724 test for coronavirus i de 36 klubber, og 10 af dem var positive.

Alle kampe i Bundesligaen vil blive uden tilskuere i resten af sæsonen.

Ifølge dpa forventes DFL på et møde torsdag at tage en beslutning, om hvilken præcis dato Bundesligaen vil blive genoptaget på.

I bedste fald vil man med en snarlig genoptagelse kunne nå at færdigspille Bundesligaen inden udgangen af juni, selv om Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er gået med til, at juli også kan bruges til at færdigspille de nationale ligaer.

Bundesligaen har ligget stille siden 11. marts.

Der resterer ni spillerunder af Bundesligaen, som toppes af Bayern München.

6 kommentarer
Vis kommentarer